
Erik Bo Andersen (i midten) har anmeldt sine byrådskollegaer til politiet for brud på tavshedspligten efter at en sag mod Peter Møller Kjeldsen (th.) blev offentlig kendt. Viceborgmester Claus Berggren (øverst tv.) og løsgænger Daniel Madié (nederst tv.) mener, at det kan have en negativ påvirkning på samarbejdet i byrådet. Socialdemokratiets Christian Engelbrecht (øverst th.) kalder sagen the talk of the town. - Foto: Randers Kommune
Byrådskollegaer reagerer efter politianmeldelse: "The talk of the town"
Flere byrådsmedlemmer mener, det har en negativ påvirkning på samarbejdet, når deres byrådskollega har politianmeldt dem med et mål om at opklare, hvem der potentielt har lækket fortrolige oplysninger til pressen.
Udgivet: 14/08/2025
Viceborgmester Claus Berggren (V) i Randers Kommune mener, at en politianmeldelse af kollegaerne i byrådet har en negativ påvirkning på samarbejdet.
"Det er ikke befordrende for samarbejdet, det må jeg bare sige," siger han til NB-Kommune.
Sagen handler om, at Erik Bo Andersen, byrådsmedlem i Randers fra den lokale liste Østbroen, har anmeldt byrådet og kommunaldirektøren i Randers for brud på tavshedspligt. Det sker efter, at hans kollega fra samme liste, Peter Møller Kjeldsen, er blevet anmeldt for trusler mod ansatte i kommunen til et borgermøde, hvilket pressen fik nys om efter en fortrolig mail fra kommunaldirektøren var sendt til blandt andet byrådet.
Først var en mail om sagen mod Peter Møller Kjeldsen, og derefter gik der omtrent fem timer før der kom en opfølgende mail ind til byrødderne, som understregede tavshedspligten i sagen.
Erik Bo Andersen har understreget over for NB-Kommune, at han ikke så andre muligheder for at finde frem til den, som har videregivet oplysningerne.
Flytter fokus
Viceborgmester Claus Berggren er ærgerlig over, at det flytter fokus fra sagens kerne:
"Jeg tænker, at det er at flytte fokus fra, hvad sagen egentlig handler om. Hvis Peter Møller Kjeldsen har opført sig truende over for nogle medarbejdere, så er det jo der, at fokus skal ligge. Og ikke om der er lækket til pressen."
Han vil afvente politiets melding og understreger, at han har sympati for, at det er en svær position for den anmeldte:
"Lad os nu afvente, hvad der sker med de to politianmeldelser," siger han og fortsætter:
"Det er synd for Peter Møller Kjeldsen, at han er blevet udskammet på den her måde, uagtet hvad han har lavet eller ej. Der er jo en almindelig domstol, og så er der folkedomstolen. Noget af Facebook flyder over med ikke særligt flatterende ting omkring ham, og det synes jeg er ærgerligt, hvis han rent faktisk er uskyldig, så er det trist."
Selv er viceborgmesteren ikke nervøs over at være blevet politianmeldt.
"Det tager jeg meget stille og roligt, for jeg har god samvittighed, jeg har ikke noget i klemme," siger Claus Berggren og afslutter:
"Jeg har ikke haft noget overhovedet med det at gøre. Tværtimod, vil jeg sige. Jeg har stillet et spørgsmål, da den første mail kom ud, om der var tavshedspligt eller ej."
Fakta om sagen
Byrådet får en mail om, at kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt, på baggrund af en advokatvurdering fra Horten, vil politianmelde Peter Møller Kjeldsen (Østbroen) for trusler mod ansatte i forbindelse med et borgermøde. Han vil indgive anmeldelsen mandag den 11. august.
Fem timer senere kommer en opfølgende mail om, at sagen er omfattet af tavshedspligt.
Lokalmediet Randers Amtsavis omtaler oplysningerne i sagen i weekenden op til politianmeldelsen.
I weekenden politianmelder Erik Bo Andersen (Østbroen) blandt andre byrådet og kommunaldirektøren for brud på tavshedspligt. Hans mål er at få opklaret, hvem der har lækket informationen, understreger han
Gavner ingenting
Byrådsmedlem Daniel Madié (løsgænger) forstår på den ene side godt, at Erik Bo Andersen mener, at en anmeldelse er den eneste måde at finde frem til den, som potentielt har lækket informationen, men på den anden side mener han ikke, at det har nogen positiv indvirkning på klimaet i byrådet.
Han anerkender, at da man ikke kan få nogen til at stå frem, så kan det være en vej at gå. Dog tror han ikke, politiet kan eller vil bruge ressourcerne på at opklare, hvem der er gået til pressen med oplysningerne.
"Det er jo ikke ligefrem noget, der gavner noget som helst. Så hvis man putter sig op på, at man gerne vil være en seriøs politiker og lave sit arbejde, så er det jo ikke lige sagen at politianmelde hele gruppen. Og velvidende at politiet jo aldrig nogensinde vil have en chance for at løse opgaven," siger han og fortsætter:
"Jeg havde absolut ikke gjort det samme, hvis jeg havde været i hans sko. Men vi lever i et frit samfund, og manden har rent teoretisk ret i, at der formentlig er blevet brudt en eller anden form for tavshedspligt. Men ja, hvorfor kunne han ikke have nøjes med at skælde ud i avisen, og så lade det blive ved det?"
The talk of the town
Borgmester Torben Hansen (S) er ikke vendt tilbage på NB-Kommunes henvendelse, men hans partikollega i byrådet, Claus Engelbrecht, kalder sagen "the talk of the town" under festugen i Randers.
"Det er jo the talk of the town i Randers lige nu. Til en paneldebat sagde en fra erhvervslivet med henvisning til det her; hvis jeg nu opdagede i morgen, at jeg havde fået stjålet noget hjemme ved mig selv, og jeg så valgte at politianmelde alle på vejen, så ville vi få en mærkelig vejfest næste gang," beretter han og uddyber:
"Vi har haft forskellige sager efterhånden og er vant til lidt af hvert. Jeg passer mig selv, og ja, ligesom Michelle Obama sagde, when they go low, we go high."
Ser ikke andre udveje
Erik Bo Andersen har forklaret i et skriftligt svar, hvorfor han har valgt at politianmelde sine politikerkollegaer i byrådet.
"I denne sag er der tale om særligt grove forhold: Lækket synes ikke at være en fejl, men en bevidst handling med det formål at skade en politisk modstander og dennes parti for at opnå egen politisk fordel. Det er ikke blot et brud på tavshedspligten, men et forsøg på at påvirke den demokratiske proces ved hjælp af ulovlige midler," skriver han om sagen.
"Vi kan ikke acceptere, at den demokratiske kamp forvandles til et spil, hvor fortrolige oplysninger bruges som ammunition. Borgernes tillid til det offentlige er uvurderlig, og som politikere er vi forpligtet til at beskytte den – selv når det er ubehageligt, upopulært eller kræver, at vi peger på egne kolleger," skriver han.
Peter Møller Kjeldsen afviser anklagerne mod sig, men vil ikke kommentere yderligere over for NB-Kommune.
Sidst opdateret: 14/08/2025 - 11:36
Temaer: Byrådsarbejdet













































