Dorte West, borgmester i Herning (V), og Maja Højgaard, borgmester i Brøndby (S)

Dorte West, borgmester i Herning (V), og Maja Højgaard, borgmester i Brøndby (S) - Foto: Bo Amstrup Ritzau/Scanpix og Brøndby Kommune

Andelen af kvinder stiger blandt nye borgmestre

Kun hver femte borgmester er en kvinde, men ser man alene på de nye borgmestre, som er kommet til ved valget i 2021 eller senere, er andelen større. "Vi har stadigvæk noget, vi skal arbejde på," siger borgmester Dorte West.

Udgivet: 19/06/2025

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Susanna Arpi

Redaktør

Del artiklen:

Selvom det stadig kun er lige godt og vel en ud af fem borgmestre, som er kvinde, viser data, at når en mand går ud af borgmesterkontoret, så rykker der stadig oftere en kvinde ind.

Mens blot 21,4 procent af alle borgmestre er kvinder, så er 26,7 procent af nyvalgte borgmestre kvinder, hvis man ser isoleret set på tidsperioden fra KV21 og frem til nu. Fortsætter den tendens ved det kommende kommunalvalg, så vil andelen af kvinder i borgmesterkontorene fortsætte med at stige.

Mens Socialdemokratiet både blandt alle borgmestre og blandt de nyvalgte har en markant større andel af kvinder end de øvrige borgmesterpartier, så er det faktisk Venstre, som har taget det største spring.

Mens det bare er 17,6 procent af alle V-borgmestre, der er kvinder, så er det over ni procentpoint flere blandt de nyvalgte fra det seneste kommunalvalg og dem, der er blevet borgmestre i udskiftninger i valgperioden.

De Konservative kan godt nok hævde sig over de borgerlige konkurrenter i Venstre at have en væsentligt større andel af kvinder, men til gengæld går det den gale vej med ligestillingen her. Blot en enkelt ud af syv nye borgmestre hos De Konservative er kvinde.

"Vi er der altså ikke endnu"

I Brøndby Kommune er Maja Højgaard (S) tiltrådt undervejs i perioden og har nu været borgmester i lidt over et år.

Det er både godt og vigtigt, at der kommer flere kvindelige borgmestre, mener hun. På NB-Kommunes spørgsmål om, hvad det betyder som borgmester, at hun er kvinde, svarer hun:

"Det viser tydeligt, at der er plads til flere slags mennesker med ansvar, og at vi tror på hinanden. Hvis man kigger på børnebogslitteraturen, så er en borgmester jo gerne en hvid ældre herre, gerne med en lille borgmestermave også, og nogle gange er næsen også af en bestemt form. At se at en borgmester kan have andre former end lige præcis dén form, er grundlæggende godt for vores demokrati og for vores forskellige vælgeres tro på, at de også gør en forskel i demokratiet," siger Maja Højgaard.

I Herning Kommune er borgmester Dorte West (V) glad for, at udviklingen går i den rigtige retning, og påpeger, at vi ikke er fremme endnu:

”Man vil jo gerne have, at byrådet er repræsentativt for vores befolkningssammensætning. Det er vigtigt, at vi har et fokus på ligestilling på alle parametre, og vi er der altså ikke endnu. Vi har stadigvæk noget, vi skal arbejde på”.

Hvad betyder det som borgmester, at du er kvinde?

”Det er ikke noget, jeg sådan tænker meget over i min hverdag, men jeg er glad for, at jeg kan være rollemodel for andre piger og kvinder og være med til at vise, at det kan godt lade sig gøre, og at kvinder fuldt ud er lige så kompetente og berettigede til at bestride de her poster, som mænd er. En sjælden gang imellem oplever jeg, at der falder nogle kommentarer, hvor jeg tænker, om man også ville have sagt det samme til en mand, men det er ikke noget, der fylder i min hverdag”.

Forhindringer på vejen mod mere ligestilling

Maja Højgaard peger på flere barrierer for kvinder i forhold til at gå efter et krævende borgmesterjob.

"Der er rigtig mange, som oplever debatten som hård og særlig hård mod kvinder. Så når mange kvinder fravælger at stille op, så er det en helt reel kalkule af, at det nok måske også godt kan være, at man bliver udsat for noget, der er lidt hårdere, end man har lyst til," siger hun og fortsætter:

"Rigtig mange kvinder bærer jo også et stort socialt ansvar i deres familie, både for børn, men også hvis man har ældre forældre eller søskende, der har udfordringer. Derfor så er det sværere at få kvinder til at stille op end mænd. Det dér med at gøre den store gode forskel i verden - der er simpelthen mange konkurrerende muligheder for kvinder, som allerede er i gang med at gøre store og vigtige forskelle i både deres eget og deres omgangskredsliv".

Dorte West ser forandringer både hos kvinder og mænd og især de unge:

”Når jeg drikker kaffe med nogle af dem, som kunne overveje at være kandidater på Venstres hold her i Herning, oplever jeg, at jeg skal bruge mere tid på at forklare for kvinderne det her med ’om jeg kompetent nok til at kunne stille op til byrådet’, og ’om jeg egentlig udfylde det, som der kan forventes af mig,’" siger Dorte West og fortsætter:

”Men både kvinder og mænd sætter spørgsmålstegn ved, hvor meget tid man skal bruge på jobbet som byrådspolitiker. Jeg oplever, at der også sker noget med mændene, og at de i høj grad er en del af ansvaret for at tage sig af børn og madlavning og rengøring i hjemmene og også gerne vil have familieliv til at hænge sammen”.

”Så der sker en udvikling både på mændenes side og kvindernes side. For de unge i dag fylder det der mand-kvinde-aspekt ikke så meget, som det gør ved vores generation. Derfor tænker jeg, at de simpelthen har en forventning om den her udvikling, som vi går i retning af".

Hold øjet på bolden

Maja Højgaard opfordrer kvindelige politikere til at holde øjnene på bolden, og se hvor de kan gøre den største forskel for deres parti. Den forskel vil nogle gange være på borgmesterposten, nogle gange som kommunalbestyrelsesmedlem eller i regionsrådet, og nogle gange som hovedbestyrelsesmedlem i partiet.

"Jeg tror ikke, det er en god idé at sige, at der er en bestemt titel, jeg gerne vil have. Så er det bedre at sige, jeg vil gøre noget godt for mit parti, og jeg vil gøre den her forskel i verden, og se hvor det fører hen".

Sidst opdateret: 20/06/2025 - 10:19

Temaer: Byrådsarbejdet

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]