Pernille Beckmann (V), borgmester i Greve Kommune, er bekymret for at streaming af byrådsmøder vil udstille lokalpolitikerne online.

Pernille Beckmann (V), borgmester i Greve Kommune, er bekymret for at streaming af byrådsmøder vil udstille lokalpolitikerne online. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Nej tak til filmede byrådsmøder: "Streaming er jo en form for udstillingsvindue"

Greves borgmester mener, at man risikerer at udstille "amatør-politikerne", hvis byrådsmøderne skal streames. Kommunen er blandt de få, som ikke tilbyder online adgang til byrådsarbejdet.

Udgivet: 26/05/2025

Rebecca Mai Nilsson

Redaktør

Del artiklen:

I Greve Kommune har man fravalgt at streame byrådsmøder, selvom langt størstedelen af landets kommuner gør det. Helt lavpraktisk, fordi man ikke har kunne få flertal for at prioritere penge til det, men der er flere hensyn, der skal tages, understreger borgmester Pernille Beckmann (V).

"Streaming er jo en form for udstillingsvindue, og vores lokalpolitikere er ikke professionelle politikere," siger hun til NB-Kommune og uddyber:

"Der er en risiko for, at man som byrådsmedlem kan blive hængt ud. For eksempel hvis man siger noget, som i bund og grund måske ikke er helt rigtigt, for vi har ikke et kæmpe administrativt apparat i ryggen, når vi taler politik. Det har de jo inde på Christiansborg på en helt anden måde, end vi har."

66 af landets kommuner bruger Kommune-TV til streaming, nogle kommuner bruger andre streamingtjenester og få har helt fravalgt, at møderne skal være tilgængelige online.

Pernille Beckmann er bange for, at streaming af byrådsmøderne kan skabe endnu et forum online, hvor man kan hænge politikere ud. Samtidig peger hun på, at der hverken er medietræning eller administrativ bistand til politikerne fra de lokale partigrupper, hvilket ifølge hende kan resultere i, at politikerne ikke altid er tilstrækkeligt klædt på.

"Inde på Christiansborg er de jo professionelle politikere. De har en kæmpe organisation i ryggen til at hjælpe med stort og småt og faktatjekke deres papirer. Det har vi jo ikke lokalt, og det synes jeg, kan være et problem for demokratiet. For eksempel med sådan nogle af de sager, som vi ser rundt om i Danmark, hvor byrådsmøderne ikke foregår særlig kønt. Og det gør heller ikke, at borgerne kommer til at holde mere af demokratiet."

Der skal være en klar præmis

Pernille Beckmann fortæller samtidig, at for hende er en del af charmen ved lokaldemokratiet, at politikerne selv bor i de områder, hvor sagerne kommer fra. Og at de kan have oplevet et problem i lokalområdet og tage det med til byrådsmøde uden at have undersøgt fakta helt til bunds forud.

Og her kan dilemmaet opstå, hvis alt der siges, filmes og foreviges online, mener hun.

"Jeg synes faktisk, det er dilemmafyldt. Og jeg er nået til konklusionen, at al form for streaming og netbaseret adgang ikke gør noget godt for os," siger hun og fortsætter:

"Hvis man skal til at streame et semiprofessionelt amatør-politisk niveau - det synes jeg ikke er godt. Og vi har fuld adgang til vores byrådsmøde, så folk kan bare komme. Vi er selvfølgelig tilgængelige, og de kan ringe til os, de møder os på gader, de møder os på stræder. Det er ikke dét rum, der gør en forskel. Det tror jeg simpelthen ikke nu."

Pernille Beckmann understreger, at politikerne derfor bør få den rigtige træning og skoling, hvis byrådsmøderne i fremtiden skal foreviges online.

"Jeg synes også, at vi skylder vores folkevalgte at sige til borgerne, at kommunalpolitik er jo amatør-politik. Og når man pludselig får et udstillingsvindue som amatør, så synes jeg også, at man med ret og rimelighed skal uddanne de mennesker og give dem nogle andre muligheder. Og det synes jeg ikke, der er i dag," siger hun og afslutter:

"Jeg vil synes, det er i orden med streaming, hvis man kan nå til enighed om præmissen for det. Men det kræver nogle grundlæggende dybere drøftelser om, hvad amatørpolitikere skal kunne, fordi borgerne ved jo ikke, at vi er amatørpolitikere. Så hvis du spørger mig, om jeg står i kø for at implementere Kommune-TV og digital streaming er svaret: Nej, det gør jeg ikke."

Flere ulemper end fordele

Borgmester i Ikast-Brande, Ib Lauritsen (V), tilslutter sig, og ønsker ikke streaming af byrådsmøderne.

Da byrådet senest diskuterede streaming, fremhævede borgmesteren, at når det meste af den politiske debat foregår i udvalgene, kan man risikere, at man skaber mest fokus på de sager, der er "mest sprængstof i", som ender i byrådet. Samtidig peger han på, at han ser en risiko ved, at det vil blive den, som råber højest, der får mest at skulle have sagt.

"Det dur ikke, at den der siger mest, og siger det højest, bliver eksponeret mest, så for mig vil en overgang til live-streaming også betyde, at vi skulle se på styrelsesvedtægten og arbejde med begrænsninger på den enkeltes taletid. Det ville ikke nødvendigvis gavne debatten, da vi er vant til en fri omgangstone," understreger han og afslutter:

"Er den politiske verden blevet bedre af, at vi flytter mere og mere af debatten over på elektroniske skærme og væk fra fysiske møder? Det synes jeg faktisk ikke. Personligt er jeg af den opfattelse, at der er flere og større ulemper end fordele ved live-streaming."

Fik du læst?

Et show for kameraet? Borgmestre ser forskelligt på streaming af byrådsmøder

Sidst opdateret: 26/05/2025 - 12:56

Temaer: Byrådsarbejdet

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]