Den demografiske udvikling tegner et dystert billede af valgdeltagelsen i fremtiden, mener professor.

Den demografiske udvikling tegner et dystert billede af valgdeltagelsen i fremtiden, mener professor. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Ældre holder valgdeltagelsen oppe – unge forventer at bliver hjemme på valgdagen

Det er især de ældre, der forventer at stemme til det kommende kommunalvalg. Professor frygter faldende valgdeltagelse og efterlyser målrettede indsatser for at samle unge og andre grupper op.

Udgivet: 02/07/2025

Adam Østergaard Meijer

Journalist

Del artiklen:

Forventer du at stemme til kommunal- og regionsvalget den 18. november?

Det spørgsmål er man mest tilbøjelig til at svare 'ja, helt sikkert' til, hvis man er over 65 år gammel.

Det viser en ny undersøgelse fra Momentum foretaget af Voxmeter, der dykker ned i den forventede valgdeltagelse i befolkningen.

Undersøgelsen viser også, at det er under halvdelen af den yngste gruppe, der er helt sikre på, at de vil stemme.

For de +65-årige gælder det for 86 procent af de adspurgte, mens det kun gælder for 49 procent af de 17-24 årige. De 17-årige fylder 18 inden valgdagen.

Det bekymrer Kasper Møller Hansen, professor ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, at det er de ældre, der i høj grad holder valgdeltagelsen oppe, for når vælgerne runder 80 år, begynder valgdeltagelsen igen at falde.

”Jeg er oprigtigt bekymret for, om vi ender med den laveste valgdeltagelse i 50 år, men vi skal forsøge at gøre den forudsigelse til skamme,” siger han til Momentum og fortsætter:

”Vi ser ind i, at den mest stemmende generation i danmarkshistorien er ved at blive gammel, samtidig med at vi ser, at de yngre generationer slet ikke stemmer i samme grad. Så ligegyldigt om vi vil det eller ej, så tilsiger den demografiske udvikling, at valgdeltagelsen falder.”

Om undersøgelsen

Voxmeter har for Momentum foretaget en undersøgelse blandt et repræsentativt udsnit af befolkningen i perioden 24. april til 8. maj 2025. Dataindsamlingen er gennemført som en webbaseret spørgeskemaundersøgelse.

Målgruppen for undersøgelsen er personer i alderen 17 år eller derover, hvor de 17-årige skal fylde 18 år inden kommunalvalget 2025. For at sikre repræsentativitet blandt de 17-24 årige er der gennemført minimum 500 interviews blandt denne aldersgruppe, så undersøgelsen omfatter 1.368 respondenter. Datasættet er herefter vejet efter køn, alder og region i forhold til tal fra Danmarks Statistik.

Vedvarende nudging

Når valgdeltagelsen forventeligt falder i den kommende tid, er det ifølge Kasper Møller Hansen også, fordi antallet af indvandrere og deres efterkommere vokser, og det er en gruppe, der ikke stemmer så hyppigt. Det samme er tilfældet med gruppen af udenlandske arbejdstagere fra Østeuropa.

Derfor skal man lave vedvarende indsatser og ikke kun hver gang, der er valg, mener han.

Han nævner nudgingkampagner målrettet lavt-deltagende vælgergrupper, sms-beskeder, direkte information om hvor valgstedet ligger, arrangementer for udenlandske arbejdstagere, valgmøder på tyrkisk, arabisk, pakistansk og så videre.

Når 72 procent af befolkningen er helt sikre på, at de vil stemme, betyder det dog en højere valgdeltagelse end ved de to sidste valg og samme niveau som 2013.

Fik du læst?

Kommune tager nyt middel i brug for at få unge til at stemme til valget

Sidst opdateret: 03/07/2025 - 10:14

Temaer: KV25

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]