Explainer: Det socioøkonomiske indeks

Indekset spiller en central rolle i udligningen og fordelingen af finansiering mellem kommunerne ved at opfange strukturelle forskelle, som ikke fremgår af alderssammensætningen, men som har betydning for kommunernes udgiftsniveau.

Indekset bygger på en række kriterier (se nedenfor), der enten afspejler borgernes sociale og økonomiske vilkår, fx uddannelsesniveau og handicap, eller kommunens grundforhold som befolkningstæthed og boligbestand.

Kommunens udgiftsbehov beregnes ud fra både befolkningens aldersfordeling og den socioøkonomiske struktur. Disse to komponenter vægtes i forholdet 67 pct. til det demografiske udgiftsbehov og 33 pct. til det socioøkonomiske.

Det samlede beregnede udgiftsbehov anvendes derefter i den kommunale udligning.

Afhængigt af, om en kommunes samlede indeks ligger over eller under landsgennemsnittet, vil kommunen enten skulle bidrage til udligningen eller modtage finansiering fra den.

Kriterier, som udgør det socioøkonomiske indeks (vægtning i parentes)

• 20-59 årige uden beskæftigelse over 5 pct. (19 pct.)

• 25-49-årige uden erhvervsuddannelse (13 pct.)

• Antal billige boliger samt familier i visse boliger i yderområder og beboede sommerhuse (6 pct.)

• Psykiatriske patienter (2 pct.)

• Almene familieboliger (12 pct.)

• Børn i familier, hvor forsørgerne har kort uddannelse (9 pct.)

• Enlige på 65 år og derover (3 pct.)

• Personer med lav indkomst i tre ud af fire år (5 pct.)

• Antal personer med handicap (4 pct.)

• Antal indvandrere og efterkommere (6 pct.)

• 20-59 årige med færdigheder på grundniveau (4 pct.)

• Børn af enlige forsørgere (2 pct.)

• Børn, som har flyttet kommune mindst tre gange (3 pct.)

• Afstand til nærmeste 500 arbejdspladser (2 pct.)

• Regional ledighed for forsikrede ledige (2 pct.)

• 45-64-årige med begrænset erhvervserfaring (5 pct.)

• Befolkningstæthed (1 pct.)

• Lav middellevetid (2 pct.)

Kilde: Indenrigs- og Sundhedsministeriet