Efter valget vil partierne i Horsens evaluere aftalen for at finde ud af, om de skal forlænge den.

Efter valget vil partierne i Horsens evaluere aftalen for at finde ud af, om de skal forlænge den. - Foto: Collage: BeFunky. Kasper Møller Hansen (tv): Københavns Universitet. Peter Sørensen (th): Horsens Kommune.

Professor: DF får et fantastisk valg i Horsens

Der bliver ikke lige så meget kamp om lygtepælene til kommunalvalget i Horsens, som der tidligere har været. Der er nemlig kun ét parti i det nuværende byråd, der hænger valgplakater op. De resterende partier har lavet en aftale om at droppe dem.

Udgivet: 30/06/2025

Adam Østergaard Meijer

Journalist

Del artiklen:

Dansk Folkeparti står udenfor den aftale om valgplakater ved KV25, som de øvrige partier i Horsens har indgået, og det giver partiet en stor fordel, mener professor og valgforsker ved Institut for Statskundskab, Kasper Møller Hansen.

"DF får et fantastisk valg i Horsens. Så tillykke til DF. De har jo vundet på forhånd," siger han til NB-Kommune.

Kasper Møller Hansen har forsket i valgplakater og den effekt, de har. Her har han kunnet konkludere, at de har direkte indflydelse på stemmetallet.

Den røde tråd bag aftalen, der blev indgået i marts 2024, er den grønne dagsorden, fortæller borgmester i Horsens Kommune, Peter Sørensen (S). Man vil spare miljøet for de mange plastikplakater.

Selvom borgmesterens eget parti ikke var primus motor for forslaget, var det nødvendigt at komme til enighed.

"Der har været et kæmpe ønske om det her. Vi var ikke et af de partier, der var særlig aktive i den debat. Men der blev stillet et forslag i byrådssalen om, at man skulle sætte sig ned og blive enige om det. Det satte jeg mig selvfølgelig for bordenden af, og det kom der en aftale ud af," siger han til NB-Kommune.

Men enigheden gælder kun for otte ud af de ni partier i byrådet, og det er Kasper Møller Hansens anke ved den frivillige aftale, der er lavet i byrådet.

"Hvis der er et enkelt parti, der ikke er med på det, så giver det jo ikke mening," siger han.

Partierne, der er med i aftalen, er i stedet gået sammen om at afholde en række arrangementer, der skal give dem den rækkevidde, de mister ved at droppe valgplakaterne, fortæller Peter Sørensen.

De partier, der stiller op til kommunalvalget, men ikke er repræsenteret i byrådet, kan tilslutte sig aftalen, hvis de ønsker det.

Giver en skævvridning

Udover at valgplakater giver flere stemmer, minder de også vælgerne om, at der er valg. Når otte ud af ni partier fjerner det element, kommer det med en slagside, mener Kasper Møller Hansen.

"Jeg tror, at valgdeltagelsen vil falde i Horsens. Jeg tror, at DF vil få flere stemmer, end de ellers ville have fået. Det giver en skævvridning, som i hvert fald ikke synes demokratisk i den her sammenhæng," siger han.

Hvad det præcist kommer til at betyde, vil Peter Sørensen ikke gisne om.

"Jeg skal ikke kunne sige, om det giver skævvridninger eller ej. Det her er et forsøg, der gælder for én valgperiode, som vi alle sammen vil evaluere og justere på. Det vil jo vise, om et parti har profiteret mere på det eller ej."

Men der kommer måske stadig til at hænge valgplakater fra mange forskellige partier i kommunen, for aftalen kan ikke stoppe kandidater til regionsrådet i at hænge plakater op. Derfor håber Peter Sørensen alligevel, at de vil lade være.

"Vi har sagt til vores regionskandidater, at vi ikke ønsker, at de er aktive med valgplakater i vores kommune, men jeg kan ikke garantere det. Vores regionsrådsbestyrelse i Midtjylland bestemmer jo ubetinget selv, hvad de vil. Men vi har selvfølgelig appelleret til flere af de partier, der er med i den her aftale," siger han.

Ifølge Peter Sørensen er det endnu uvist, om appellerne har virket.

Fik du læst?

Sådan skal den gode valgplakat se ud

Fik du læst?

To producenter skal trykke op mod 675.000 valgplakater

Sidst opdateret: 30/06/2025 - 12:22

Temaer: KV25

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]