
Erhvervsminister Morten Bødskov (S) i oktober 2024, da han præsenterede udspil for Produktionsdanmark. - Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
29 kommuner vil have en industripark - kun fem får
Inden årets udgang får ansøgerne at vide, om de bliver udvalgt til at huse en af de fem statslige industriparker. Se her hvem, der har søgt.
Udgivet: 26/05/2025
I alt 29 kommuner har søgt om at få et areal udpeget som statslig industripark, og nu begynder processen, hvor der skal udvælges fem.
Det oplyser Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.
Målet er, at det i de udpegede arealer skal være nemt at etablere produktionsvirksomheder, for at Danmark kan følge med konkurrencen internationalt, lyder det. Samtidig skal de nye industriparker have den nødvendige infrastruktur til at kunne drive produktion i stor skala, og virksomhederne her skal hurtigt kunne komme i gang, hvis de gerne vil investere i Danmark.
"Industrien er en afgørende motor for væksten i Danmark. Men bureaukratiske snubletråde spænder lige nu ben for, at den kan løfte sig til næste vægtklasse. Det skal vi til livs. Konkurrencen er er skruet heftigt i vejret. Her er tempo og aktiv industripolitik nøglen, udtaler erhvervsminister Morten Bødskov (S) og fortsætter:
"Og kommunernes store interesse viser, at Danmark er klar til nye produktionseventyr. Med nye industriparker og one-stop-shoppen kan dansk industri lægge sig i overhalingsbanen. Alt sammen, så Danmark står stærkt i kampen om fremtidens vækst og arbejdspladser," siger han.
Gennem one-stop-shoppen, som åbner i dag mandag, vil virksomhederne få en fast kontaktperson, som hjælper med de nødvendige tilladelser, fastsatte sagsbehandlingslofter, vejledning og en samlet procesplan.
Der vil gælde et sagsbehandlingsloft på 12 eller 18 måneder afhængig af de forskellige projekters størrelse.
Åbningen af one-stop-shoppen og udpegningen af industriparker sker i forlængelse af aftale om rød løber for produktionsvirksomheder, der blev indgået mellem regeringen og et bredt flertal i Folketinget i november 2024.
Ansøgningsrunden til at indmelde arealer til industriparker sluttede den 15. maj, og der er i alt landet 31 ansøgninger fordelt på 29 kommuner, som nu vil blive vurderet. Regeringen og aftalepartierne vil tage stilling til udpegning af nye industriparker inden udgangen af 2025.
Ansøger-kommuner
Brønderslev Kommune
Egedal Kommune
Esbjerg Kommune
Faxe Kommune
Fredericia Kommune
Helsingør Kommune
Herning Kommune
Holbæk Kommune (har sendt to ansøgninger)
Holstebro Kommune
Horsens Kommune
Ikast-Brande Kommune
Kalundborg Kommune
Kerteminde Kommune
Kolding Kommune
Køge Kommune
Lolland Kommune
Norddjurs Kommune
Næstved Kommune (Vordingborg Kommune er medansøger)
Ringsted Kommune
Roskilde Kommune
Skive Kommune
Sønderborg Kommune
Tønder Kommune
Vejen Kommune
Vejle Kommune
Vesthimmerlands Kommune
Viborg Kommune (Favrskov, Randers og Aarhus Kommune er medansøgere)
Aabenraa Kommune (har sendt to ansøgninger)
Aalborg Kommune
Som NB-Kommune tidligere har beskrevet, har de enkelte kommuner løbende meldt sig ind i kampen om industriparkerne. I Holdbæk har man søgt for at tiltrække virksomheder der kan sikre grøn vækst, mens man i Næstved og Vordingborg vil samarbejde om at udvikle Industrial Hub Zealand.
Sidst opdateret: 26/05/2025 - 11:18












































