Formand for Kultur-, Erhverv- og Planudvalget i KL, Johan Brødsgaard (R), tager godt imod regeringens udspil.

Formand for Kultur-, Erhverv- og Planudvalget i KL, Johan Brødsgaard (R), tager godt imod regeringens udspil. - Foto: Silkeborg Kommune

KL positiv over for regeringens "røde løber til produktionsvirksomheder"

Med regeringens nye udspil er målet af mindske bureaukrati, så man kan fremme produktion og forblive konkurrencedygtig på det internationale marked. Kommuner og statslige myndigheder skal arbejde bedre sammen, lyder visionen.

Udgivet: 25/10/2024

Susanna Arpi

Redaktør

Del artiklen:

Regeringen er kommet med et nyt udspil , som skal fremme produktionen i Danmark og dermed stille landet bedre internationalt. Aktuelt oplever virksomheder krav om utallige myndighedsgodkendelser, mangel på information og uigennemsigtige processer, når de vil etablere eller udvide produktionsfaciliteter i Danmark. Det oplyser Erhvervsministeriet.

Et centralt element i udspillet består i at forbedre samarbejdet mellem kommunerne og de statslige myndigheder. Det skal ske gennem en såkaldt one-stopshop for virksomhederne.

"En væsentlig forudsætning for et effektivt myndighedssamarbejde omkring etablering af one-stopshoppen er et tæt samarbejde mellem statslige og kommunale myndigheder. Regeringen vil derfor gå i dialog med KL med henblik på at styrke samarbejdet om en hurtigere og mere smidig sagsbehandling af tilladelser til etablering eller udvidelse af produktion på tværs af kommunale og statslige myndigheder," står der i udspillet.

KL er positivt stemt

I KL tager man godt imod udspillet, da man lige nu ser pres på blandt andet behandlingen af alt fra miljøgodkendelser til plangrundlag og byggetilladelser, hvor dette udspil kan lette sagsgangene og styrke samarbejdet på tværs af kommunale og statslige myndigheder.

”I kommunerne kender vi det lokale erhvervsliv, og vi ved, hvad der skal til for at gøre det attraktivt for virksomheder at slå sig ned og udvide forretningen. Derfor er det også meget positivt, at regeringen med udspillet lægger op til, at de nye tiltag skal iværksættes i tæt samspil med kommunerne, så drivkraften bliver de lokale udviklingsmuligheder og efterspørgsel," siger formand for Kultur-, Erhverv- og Planudvalget i KL, Johan Brødsgaard (R), i en pressemeddelelse.

Han håber, at virksomheder fremover for eksempel vil kunne placere sig i forlængelse af de kommunale energiparker.

”Derudover er det én ting at få en hurtig sagsbehandling, men noget andet er at få adgang til el, vand og alt den anden infrastruktur, der skal til for at drive virksomhed. Det kan forsinke processen i flere år, hvis de ting ikke er på plads, så derfor er det afgørende med endnu mere fokus på, at disse forudsætninger kan komme hurtigt på plads," siger formanden.

Internationalt marked

Erhvervsministeren ser udspillet som et led i at holde Danmark konkurrencedygtig på det internationale marked.

”Tempoet er skruet i vejret verden rundt, hvor især Kina og USA's industrier buldrer derudaf med ny produktion. Her må Danmark ikke falde bagud. Vores virksomheder står på spring til at investere og rykke en vægtklasse op," siger erhvervsminister Morten Bødskov (S) i en pressemeddelelse og fortsætter:

"Vi vil tage virksomhederne i hånden og hjælpe dem til at få etableret produktion langt hurtigere end i dag. Og vi vil skabe industriparker, hvor alt man skal bruge, er samlet ét og samme sted. Det handler om at sikre dansk konkurrenceevne, vækst og arbejdspladser i hele landet."

Regeringen vil afsætte i alt 102,4 mio. kr. til "rød løber til produktionsvirksomheder" fra 2024-2027. Find udspillet her.

Sidst opdateret: 28/10/2025 - 10:45

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]