
Joachim Boldsen (på billedet) har mange gode kvaliteter, der vil komme partiet til gode, mener borgmester Morten Slotved (K) - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Borgmester ser Boldsen som et stærkt kort
Den tidligere håndboldspiller Joachim Boldsen står på stemmesedlen i Hørsholm til kommunalvalget. Det glæder borgmester Morten Slotved.
Udgivet: 23/05/2025
Partierne er i fuld gang med at finde kandidater til kommunalvalget. Nogle lister er allerede fuldendte, mens andre fortsat arbejder på det. Deadline er syv uger før valget.
Og der er blevet drysset stjernestøv over flere kandidatlister. I marts kom det frem, at skuespiller Bjarne Henriksen stiller op for Socialdemokratiet på Frederiksberg. Nu har de Konservative i Hørsholm tilføjet en vaskeægte stjerne til kandidatlisten. Det er den tidligere håndboldstjerne og for nylig aktuelle realitystjerne Joachim Boldsen.
Der er ingen tvivl om, at han får et større talerør, det kan man jo bare se på alle de medier, der gerne vil høre, hvad han har at sige. Og det er vi jo selvfølgelig glade for.
Morten Slotved (K), borgmester i Hørsholm Kommune Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Det sker efter længere tids overtalelse, fortæller borgmester i Hørsholm Kommune, Morten Slotved (K), der ser frem til at samarbejde med Joachim Boldsen.
"Han er en stærk personlighed med nogle gode, stærke holdninger. Han er jo selvfølgelig kendt for idrætten, og kultur og idræt er nogle stærke indikationer for konservative. Som politisk parti tror jeg i hvert fald, at han er et stærkt kort for os. Han vil passe godt ind i gruppen," siger Morten Slotved til NB-Kommune.
Mange kender Joachim Boldsen på forhånd. Han har spillet et hav af håndboldlandskampe og scoret hundredevis af mål, og kendisfaktoren er kun en fordel for Boldsen og de Konservative i Hørsholm, mener borgmesteren.
"Der er ingen tvivl om, at han får et større talerør, det kan man jo bare se på alle de medier, der gerne vil høre, hvad han har at sige. Og det er vi jo selvfølgelig glade for som konservative i forhold til de ting, vi gerne vil slå på tromme for," siger han og fortsætter:
"Jeg tror, at han har gode chancer for at blive valgt ind."
Morten Slotved har haft mange snakke med Joachim Boldsen, og de har også drøftet bagsiden af politik. Her har borgmesteren gjort, hvad han kan, for at forberede ham på, hvad der venter.
"Vi har haft flere snakke om, at det heller ikke altid er det letteste, og der kan også godt være en masse politisk fnidder, men det har han jo prøvet før. Han har prøvet mange af de der hårde ting, der også foregår på en håndboldbane," siger han.
Det ene eller det andet realityprogram
Joachim Boldsen har for nylig været aktiv som reality-deltager i TV2-programmet 'Spillet', og før det har han også været med i 'Fangerne på Fortet' på TV3. Det har borgmester Morten Slotved dog ikke set. Han har simpelthen ikke tid til at se reality, fortæller han.
Derfor er det måske heller ikke så underligt, at han i interviewet med NB-Kommune kommer til at forveksle realityprogrammet 'Spillet' med et andet realityprogram, der hedder 'Forræder' og også sendes på TV2 - og som Bjarne Henriksen (opstillet for S på Frederiksberg) har deltaget i. Uanset hvad, så tror han, at det kan være med til, at de unge får øjnene op for kommunalpolitik.
"Når jeg snakker med en førstegangsvælger, som min egen datter er, så kom hun til mig i går og sagde, 'hvor er det sejt, far, at du har fået ham til at stille op', fordi hun har jo set ham i det der 'Forræder'. Så selv de unge mennesker har jo et eller andet forhold til ham," siger han.
Sidst opdateret: 23/05/2025 - 13:22
Temaer: KV25













































