Havnen, som ligger ved Storebælt, står nu overfor en større ombygning.

Havnen, som ligger ved Storebælt, står nu overfor en større ombygning. - Foto: Slagelse Kommune

Staten køber havn for at sikre forbindelse over Storebælt

Som en del af beredskabet og forbindelsen på tværs af landet over Storebælt opkøber Sund & Bælt nu Halsskov Færgehavn.

Udgivet: 20/05/2025

Rebecca Mai Nilsson

Redaktør

Del artiklen:

Slagelse Kommune sælger Halsskov Færgehavn til Sund & Bælt, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Man begrunder salget med, at Sund & Bælt som har til opgave at sikre forsyning og fremkommelighed på tværs af Storebælt, vil styrke beredskabet ved at kunne bruge havnen, hvis Storebæltsbroen skulle være ude af drift.

Man vil planlægge det, så det vil være muligt at indsætte færger ved længerevarende lukning af broen.

"Siden Sund & Bælts første henvendelse i februar har der ikke været tvivl om, hvor vigtig forbindelsen over Storebælt er – og hvilken central rolle Halsskov Havn spiller i den sammenhæng. Når vi af den grund nu sælger havnen, så er jeg glad for, at det sker med en aftale, der både sikrer forsyningssikkerheden og samtidig bevarer områdets tilgængelighed for de mange brugere og aktiviteter i havnen," siger bormester Knud Vincents (V) i pressemeddelelsen.

Ombygning forude

Samtidig er der lavet en areallejekontrakt, som betyder, at havnen fortsat vil være åben for offentligheden, bortset fra de perioder, hvor der vil være arbejde. Med i købet af havnen følger den nedlagte færge Broen, der ligger på havnearealet, som Sund & Bælt endnu ikke har taget stilling til, hvad der skal ske med i fremtiden, lyder det.

Der skal laves en ombygning af havnen og Halsskov Færgehavn forventes desuden at skulle benyttes til kommende vedligeholdelsesarbejder på Storebæltsbroen, herunder til oplagring af materialer.

"I øjeblikket er havnen ikke egnet til indsættelse af færgedrift, og det vil kræve en større ombygning og investering at gøre den klar. Derfor er det nødvendigt, at vi overtager ejerskabet. I de perioder, hvor vi ikke benytter havnen, vil offentligheden fortsat have adgang til området," siger Søren Ulrik Hillersborg, teknisk driftsdirektør i Sund & Bælt.

Sund & Bælt, der er et statsejet aktieselskab, ejer og driver i forvejen de fire havne ved Spodsbjerg og Tårs, og Ebeltoft og Odden, som udgør en del af Vest-Øst beredskabet.

Salget af havnen har allerede været fremme i offentligheden, hvilket har ført til en politianmeldelse af fortrolige oplysninger.

Fik du læst?

Kommune politianmelder læk af fortrolige oplysninger

Sidst opdateret: 04/07/2025 - 13:41

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]