Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) og repræsentanter for de øvrige aftalepartier holder pressemøde i Indenrigs- og Sundhedsministeriet om ny aftale for psykiatrien.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) og repræsentanter for de øvrige aftalepartier holder pressemøde i Indenrigs- og Sundhedsministeriet om ny aftale for psykiatrien. - Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Fuldender i dag aftale om psykiatri: Hurtig behandling til unge

Regeringen og aftalepartierne har præsenteret sidste del af psykiatriplanen, hvor der kommer et løft svarende til 35 procent. KL er positiv og roser aftalen.

Udgivet: 19/05/2025

Del artiklen:

Et næsten samlet folketing har mandag indgået aftale om en tiårsplan for psykiatrien, så der tilføres flere penge, indføres rettigheder til de unge og ventetiden nedbringes.

De 18-24-årige, som har angst og depression, får ret til gratis behandling inden for 30 dage uden egenbetaling

"Det er en historisk milepæl. Vi sætter handling bag mange års gode intentioner. Vi fuldender et historisk løft af psykiatrien," siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) ved præsentation af aftalen.

Regeringen har indgået aftalen med alle de partier, som kom i Folketinget ved det seneste valg. Kun Borgernes Parti, som er kommet til senere, er ikke med.

Der tilføres ifølge sundhedsministeren et permanent årligt løft til psykiatrien på 4,6 milliarder kroner ekstra.

"Det svarer til et løft på 35 procent. Jeg tror ikke, at man kan pege på mange andre velfærdsområder, der får så markant et løft. Men jeg tror heller ikke, at man kan pege på mange andre områder, der har haft så stort et behov," siger Sophie Løhde.

Med tiårsplanen får børn og unge desuden ret til redning og behandling i et sammenhængende forløb. Behandling kan påbegyndes, inden udredningen er afsluttet.

Med aftalen styrkes de opsøgende og udgående teams, der skal støtte patienter med svære psykiske lidelser, så det kan forebygge indlæggelser for den patientgruppe.

"Hvis man har en psykisk lidelse, skal det ikke være ensbetydende med, at man også er socialt udsat," siger social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S).

KL roser aftale

I KL er formand for Socialudvalget, Ulrik Wilbek (V), tilfreds med aftalen.

"Alle, der er i kontakt med psykiatrien, ved, at der i dén grad er behov for et massivt løft hele vejen rundt. Dagens aftale er et godt og vigtigt skridt i den rigtige retning, og den giver mulighed for, at vi kan sætte tidligere og bedre ind med hjælp og behandling til de børn, unge og voksne, der lever med psykiske lidelser tæt inde på livet," siger han i en pressemeddelelse.

Han fremhæver styrkelsen af socialpsykiatrien i kommunerne, som et område med et tiltrængt løft.

"Det er i dén grad godt og tiltrængt, at socialpsykiatrien nu for første gang i nyere tid får et varigt løft, og at vi i kommunerne får mulighed for at opbygge mere fleksible tilbud lokalt. Det vil betyde, at vi kan hjælpe flere borgere med at få hverdagen til at fungere dér, hvor de opholder sig mest – nemlig i deres hjem og nærmiljø – frem for at de bliver svingdørspatienter i psykiatrien,” siger han.

Udvalgsformanden fremhæver også, at den regionale psykiatri tildeles en væsentlig andel af de midler, der kommer med aftalen, hvilket gør det muligt for kommunerne trække på kompetencerne i regionerne gennem blandt andet det udvidede lægebehandlingsansvar, der nu udvides til at omfatte psykiatrien, flere læger i de kommunale tilbud og flere regionale udgående teams

/ritzau/RMN

Sidst opdateret: 19/05/2025 - 12:16

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]