
- Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Beskyldningerne flyver frem og tilbage i Hjørring
Udgivet: 19/05/2025
Onsdag blev der afholdt et ekstra byrådsmøde i Hjørring med et lukket punkt. Det lukkede punkt handlede om, hvorvidt byrådet skal politianmelde byrådsmedlem Erik Høgh-Sørensen (Vendelbo-Listen) for at have modtaget 10.000 kroner for at hjælpe en familie i en anbringelsessag. Familien påstår, at politikeren selv krævede penge for at føre deres sag, skriver DR Nyheder.
Byrådsmedlem Erik Høgh-Sørensen afviser anklagen. Han mener, at familien selv blev ved med at tilbyde penge, selvom han i første omgang sagde nej. Derfor har han heller ikke brugt dem privat, men kun i politisk sammenhæng, udtaler han.
"Pengene er brugt som en valgdonation til Vendelbo-Listen, og de er stort set allerede blevet brugt på politiske formål med Skats godkendelse. Det her er en politisk farce og en skueproces foranstaltet af borgmesteren", siger han til DR.
Den udlægning kan borgmester Søren Smalbro (V) ikke genkende. En borger i kommunen beskylder nu borgmesteren for at rejse falske anklager mod byrådsmedlemmet og har meldt borgmesteren til politiet.
"Jeg kommer ikke til at ligge søvnløs. Det er helt hen i skoven", siger borgmester Søren Smalbro (V) til DR.
Punktet er blevet udsat til næste ordinære byrådsmøde den 28. maj.
SA
Sidst opdateret: 19/05/2025 - 11:29












































