
Flere kommuner gør brug af "inspirationsansættelser" til unge i daginstitutioner, men der kan være en række faldgruber ved ordningen. (Genrefoto). - Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Ansættelse af unge i institutioner kan underminere pædagogers faglighed
"Det er ikke et positivt signal at sende, at alle bare kan passe børn, at dét at være pædagog er at sidde og spille UNO. Jeg gad godt se Danmarks Lærerforening, hvis man foreslog, at vi skal have 14-årige ind og undervise indskolingen," siger lektor.
Udgivet: 09/05/2025
Mange kommuner eksperimenterer med at ansætte unge i daginstitutioner og på plejehjem. De kan blive ansat til for eksempel at lege på legeplads med børnene eller tale med de ældre i frokoststuen. Det drejer sig om ansættelser af unge på mellem 14-17 år.
Men der kan være en række faldgruber ved ordningen, mener forsker.
Christian Martin Aabro, ph. d. og lektor ved pædagoguddannelsen på Københavns Professionshøjskole understreger, at det i høj grad afhænger af, hvilken type ansættelse der er tale om, og hvilket perspektiv man ser dem ud fra, når det kommer til inspirationsansættelser i daginstitutioner.
"Der er stor forskel på, om der er tale om unge, der skal hjælpe til i køkkenet og lave praktiske ting, eller unge som skal lege med børnene. Kritikken vil se forskellig ud i forhold til, om der er tale om nærvær med børnene, hvor de uddannedes pædagogiske faglighed er kerneopgaven," siger lektoren til NB-Kommune og tilføjer:
"Og hvad med professionshierakiet? Det er ikke et positivt signal at sende, at alle bare kan passe børn, at dét at være pædagog bare er at sidde og spille UNO. Jeg gad godt se Danmarks Lærerforening, hvis man foreslog, at vi skal have 14-årige ind og undervise indskolingen."
Er det så pædagogen, der er ansvarlig for det etiske i at placere en 14-årig i den frontlinje, som på overfladen ligner leg, men hvor der skal ligge faglighed bag?
Christian Martin Aabro, lektor ved pædagoguddannelsen på Københavns Professionshøjskole
Etiske dilemmaer
Udover undermineringen af pædagogernes faglighed er der også andre risici ved ordningen. For eksempel hvis der kommer en forældreklage, hvem skal så håndtere den, og hvad med de børn, som har det svært, spørger lektoren.
"Vi arbejder i stigende grad med børn, der har det svært og der er det en pædagogisk opgave at få dem ind i fællesskaber og hjælpe dem med at få relationer," siger han og fortsætter:
"Hvis man så sætter 8.klasses elever ud i den frontlinje, hvilket ansvar har de så for det arbejde, og hvad hvis det går galt? Er det så pædagogen, der er ansvarlig for det etiske i at placere en 14-årig i den frontlinje, som på overfladen ligner leg, men hvor der skal ligge faglighed bag?" spørger han for at opridse de dilemmaer, som kommunerne skal overveje.
Rekrutteringsudfordringer
Christian Martin Aabro fremhæver, at den generelle rekrutteringsudfordring kan være en del af spørgsmålet om inspirationsansættelserne.
"Man kan tænke, at de her ansættelser springer ud af det. Man kan sige; vi står i en rekrutteringskrise, og vi ønsker fast personale med uddannede pædagoger, men det har vi ikke lige nu," siger han og uddyber :
"Derfor kan man lave en håndsrækning til de unge i en periode, hvor det står svært til. Og det kan være positivt, når de unge også får mulighed for at snuse til arbejdsmarkedet og få noget indsigt i det her område. Jeg savner, at det bliver koblet tydeligere sammen, så vi får en mere ansvarlig diskussion om, hvilke perspektiver der er i den her type ansættelser."
Udbredt i kommunerne
Nogle kommuner kalder det inspirationsansættelser, mens andre kalder de unge ansatte for spirer. Ambitionen er dels at give ekstra ressourcer til institutionerne, og dels at inspirere unge til at arbejde i velfærdsfag.
Det ses tydeligt, at ansættelser af unge i institutionerne udbreder sig. TV 2 Fyn har fået FOA til at foretage en opgørelse, hvor de vurderer at der er ansat knap 1.200 unge på ældreområdet på landsplan og 116 på børneområdet på landsplan.
Som NB-Kommune tidligere har fortalt, så er man flere steder glade for at de unge kan aflaste de ansatte og bidrage til aktiviteter.
Sidst opdateret: 07/05/2025 - 11:38












































