I går blev forhandlingerne om kommunernes økonomi for 2026 officielt skudt i gang. Bag de lukkede døre i Finansministeriet forberedte embedsmænd og politikere fra både regeringen og kommunerne sig på et forløb, der vil definere rammerne for alt fra børnepasning til ældrepleje i det kommende år.

Aftalen forhandles årligt, hvor regeringens politiske dagsordener og overordnede økonomiske målsætning tørner sammen med kommunernes konkrete behov for at levere velfærd til borgerne. 

Men hvad foregår der reelt, når dørene lukkes, og hvordan opleves presset af dem, der har siddet med ansvaret?

Økonomiaftalen er sammen med Finansloven den vigtigste årligt tilbagevendende aftale og står for omkring halvdelen af de samlede offentlige udgifter. Langt den største del - over 300 milliarder kroner - havner i kommunerne.

"Helt oppe på den store klinge"

Jacob Bundsgaard (S) har siddet med ved forhandlingsbordet ni gange fra 2016 og frem til sidste år. Fire gange som formand for KL og resten som næstformand.

“Vi er helt oppe på den store klinge. Økonomiaftalen er helt afgørende for rammerne for vores velfærd og for vores samfund,” siger han.

Sættemødet fastlægger konfliktlinjerne

Sættemødet i går var både en opstart og kulminationen på begge parternes arbejde, strategi og krav til forhandlingerne.

“Arbejdet med økonomiaftalen starter dagen efter, den forrige aftale er landet. Forud for det her, der ligger der en lang række møder mellem borgmester og embedsfolk og på tværs af kommuner, hvor man prøver at få afstemt, hvad er det, der er vigtigst at fokusere på i den her forhandling, og hvad er det for et krav, vi skal stille som kommune over for regeringen.”

“På sættemødet er der ikke en egentlig forhandling, men mere en første træfning, hvor man får skitseret, hvor der er enighed, og hvor er konfliktlinjerne i den forhandling, man skal i gang med. Den helt store konfliktlinje er jo den samlede ramme for økonomien, siger Jacob Bundsgaard.

Forhandlingsformen afhænger af ministerens stil

Som forhandler for kommunerne har han siddet over for fire regeringer og tre forskellige finansministre. Han oplever, at forhandlingerne har ændret sig i den tid, han har siddet med.

“Det er typisk præget af, hvad det er for en forhandlingsstrategi eller forhandlingsmål, den til enhver tid siddende finansminister bringer ind. Nogle gange starter man meget langt fra hinanden med stor afstand for så at tage mange runder med meget hårde sværdslag. Og andre gange starter man noget tættere på hinanden.”

Fra besparelser til pres for velfærd

“Da jeg startede med at deltage i forhandlingerne under både socialdemokratisk og borgerlige regeringer var udgangspunktet, at kommunerne skulle spare - både gennem omprioriteringsbidraget i sin tid og under finanskrisen, hvor der blev stillet meget store krav til den effektivisering og omstilling, der skulle finde sted i den kommunale sektor, hvor man jo oplevede at skulle afskedige rigtig mange medarbejdere, siger han.

Den økonomiske situation har ændret sig flere gange fra 2016 og frem til i dag - det har også præget forhandlingerne om kommunernes økonomi, fortæller Jacob Bundsgaard.

“Det er en anden diskussion nu, og også en anden økonomisk situation, hvor man jo i udgangspunktet ikke har nogen større diskussion om det demografiske træk. Men det ændrer ikke på, at det er reelle cowboyforhandlinger, hvor der bliver både givet og taget, og positionerne bliver jo også defineret af, hvor god en sag man har."