Pulje udløber i år: Flere kommuner vil have uddannet meritpædagoger

Der er efterspørgsel på hold på meritpædagoguddannelse for at få flere uddannede i institutionerne. Holdene kan skræddersyes efter kommuners lokale behov, og det har store fordele, mener borgmester.

Udgivet: 06/05/2025

Rebecca Mai Nilsson

Redaktør

Del artiklen:

Københavns Professionshøjskole oplever i stigende grad, at kommunerne vil have deres pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter uddannet som meritpædagoger.

Sådan lyder det fra uddannelsesinstitutionen i en pressemeddelelse.

Minimumsnormeringer, som blev indført i 2019, har sikret mere personale i institutionerne, men andelen af uddannede pædagoger i personalegrupperne er lav.

Kommunerne kan opkvalificere deres ansatte med meritpædagoguddannelsen, og en fordel ved den er, at det er muligt at tilrettelægge undervisningen efter kommunernes lokale forhold.

En af kommunerne, som har bedt skolen om et forløb særligt til kommunens ansatte, er Ballerup.

Kommunen har sendt over 40 medhjælpere og assistenter gennem meritpædagoguddannelsen, hvor pædagogmedhjælperne har undervisning én fast dag om ugen samt hver 4. fredag/lørdag, så de sideløbende kan passe deres arbejde i kommunens daginstitutioner.

Ifølge borgmester Jesper Würtzen (S) fungerer det godt.

"Det er vigtigt, at vi har dygtige medarbejdere, der kan sikre den bedste udvikling af vores børn i dagtilbud, skoler og klub. Vi ved, at uddannede pædagoger gør en forskel for vores børn, og med meritpædagoguddannelserne kan erfarne pædagogmedhjælpere og -assistenter få det uddannelsesløft, der gør en forskel," siger han i pressemeddelelsen og tilføjer:

"Den ordning, vi har lavet, giver mulighed for at tage uddannelsen på vilkår, så de kan få økonomi og familieliv til at hænge sammen, mens de dygtiggør sig. Vi har gode erfaringer med de første uddannelsesforløb og vil gerne fortsætte på lignende fremadrettet."

Når hele holdet består af meritpædagogstuderende fra samme kommune, så giver det også bedre muligheder for at skræddersy undervisningen til lokale forhold. Holdet fra Ballerup Kommune bliver for eksempel målrettet undervist kommunens egen analyse af læringsmiljøer samt kommunens børne- og ungepolitik.

Få uddannede i institutionerne

Kommunerne fik travlt, da der i 2019 blev lavet minimumsnoreringer, som skulle efterleves indenfor fem år, og det er lykkes at få flere ansatte i daginstitutionerne.

Ifølge Danmarks Statistik er antallet af ansatte i daginstitutioner og dagpleje i perioden fra 2019 – 2023 steget med cirka 7.800 fuldtidsstillinger, men blot 1.174 af stillingerne er besat af uddannede pædagoger.

På Københavns Professionshøjskole fortæller viceinstitutchef fra pædagoguddannelsen, Kristoffer Kaae Kjærgaard, at efterspørgslen kan mærkes.

"Vi har jo haft meritpædagoguddannelsen i mange år, hvor vi efteruddanner erfarne pædagogmedhjælpere og giver dem en stærk uddannelsesmæssig ballast. Men de seneste år er flere kommuner begyndt at henvende sig med ønsket om at lave særlige hold målrettet netop deres pædagogmedhjælpere," siger han.

Kommuner er usikre på økonomien

Regeringen afsatte med opkvalificeringspuljen på dagtilbudsområdet 1,5 milliarder kroner til efteruddannelse af pædagogisk personale i landets daginstitutioner i perioden 2023-2025.

Men da puljen udløber i 2025 og snart skal genforhandles, så oplever Københavns Professionshøjskole i disse måneder en ekstraordinær interesse fra kommunerne for at sende pædagogmedhjælpere på uddannelse, forklarer dekan Annegrete Juul i pressemeddelelsen.

"Jeg mærker klart en stigende usikkerhed ude i kommunerne, da de ikke ved, hvordan økonomien kommer til at se ud til næste år. Men jeg håber, at parterne finder en holdbar løsning. Folketinget har jo netop vedtaget en stor uddannelsesreform, hvor det er tydeligt, at hele meritområdet har en høj prioritet," siger Annegrete Juul.

Københavns Professionshøjskole har aktuelt 5.258 pædagogstuderende, hvoraf 1.032 er meritpædagogstuderende.

Fik du læst?

Ikke én eneste pædagog: "Det skriger i mine øjne på politisk handling"

Fik du læst?

Det halter med pædagoger i daginstitutionerne, viser ny analyse

Fik du læst?

Andelen af pædagoger falder i det meste af landet - se, hvor går det stærkest

Sidst opdateret: 06/05/2025 - 11:54

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]