
Rekordmange politikere har i denne periode brudt med det parti, som de blev valgt for ved KV21. (Arkivfoto). - Foto: Mikkel Berg Pedersen/Freelance/Ritzau Scanpix
Partiskift skaber dynamik og flere partier, mener ekspert
Udgivet: 05/05/2025
I en valgperiode med rekord for partiskift, fremhæver Roger Buch, forskningslektor og centerleder på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, en række positive ting. Det gør han overfor Politiken, som har lavet en ny opgørelse over, hvor mange byrødder de enkelte partier har, og hvor mange der har skiftet parti.
Og selvom "partihop" har en negativ klang, så er der ikke kun negative konsekvenser at finde, når politikerne finder et nyt politisk hjemsted.
For eksempel fremhæver lektoren overfor mediet, at nye partier ofte springer ud af, at en politiker forlader sit parti og tager sit mandat med.
"Hvis ikke man havde den her mulighed med at tage sit mandat med, så ville vi have meget færre partier. Og hvis man sætter det helt på spidsen, ville folk så synes, at det var smart, hvis vi kun havde de samme partier, som vi havde tilbage i 1905, hvor vi får det første partiskift, nemlig de radikale, som bryder ud af Venstre og laver Det Radikale Venstre?" spørger han.
Samtidig understreger han, at ordet partihop ikke ligefrem er neutralt.
"Der er en meget klar negativ undertone i ordet partihop. Man forestiller sig sådan nogle lidt fjollede personer, der bare hopper lidt tilfældigt rundt, eller nogle strategiske mennesker, der hopper rundt for at få mest muligt ud af det og mele deres egen kage. Det er det billede, man skaber med ordet partihop," siger Roger Buch til Politiken og påpeger, at "partiskift" er mere neutralt.
NB-Kommune har tidligere afdækket partiskiftene i valgperioden, hvor der ses markant flugt fra Nye Borgerlige mens de nye partier Moderaterne og Danmarksdemokraterne har fremgang.
RMN
Sidst opdateret: 05/05/2025 - 12:09












































