
Christian Boel tror på, at Sundhed og Omsorg kommer godt igennem alle reformerne. - Foto: Aarhus Kommune
Her går det fremad med medarbejdernes trivsel
Kommunale medarbejdere føler sig oftere stressede end nogen anden gruppe på arbejdsmarkedet. I Aarhus går det igen den rigtige vej med trivslen - på trods af mange reformer oveni hinanden.
Udgivet: 22/04/2025
En organisationsomlægning for fire år siden påvirkede umiddelbart trivslen negativt, men her fire år efter betyder omlægningen, at man er bedre rustet til at implementere de mange reformer, som rammer kommunerne i disse år. Det vurderer direktør for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune, Christian Boel.
"Den store organisationsomlægning, vi lavede i 2021, havde en stor betydning for rigtig mange medarbejdere, så derfor påvirkede det trivslen i en periode. Og på samme måde, så kan man selvfølgelig sige, at nu står vi over for nogle reformer, som også potentielt kan påvirke trivslen i en periode. Men omlægningen har faktisk også banet vejen for, at jeg tror, at vi kommer godt igennem det," siger han til NB-Kommune.
I Sundhed og Omsorg gennemførte man i 2021 ændringer i organisationen, der blandt andet har betydet nye ledelsesstrukturer, og siden har man arbejdet med at få mere åbenhed og tryghed ind på arbejdspladserne.
Efterhånden har medarbejderne vænnet sig til ændringerne, og Christian Boel tror, det vil afspejle sig i de kommende trivselsmålinger.
"Vi lavede trivselsmåling her i efteråret, hvor vi på en række parametre har haft fremgang, og vi kan også se, at vores sygefravær de seneste år har bevæget sig i en positiv retning."
Det generelle billede
Tidligere på måneden udkom en undersøgelse, Kandidatanalysen 2025, fra Konsulenthuset ballisager i samarbejde med Voxmeter. Den viste, at kommunale medarbejdere er den gruppe på det danske arbejdsmarked, der oftest føler sig stressede - og andelen er vokset siden sidste år. Samtidig viste analysen, at en stor del (43 procent) af kommunale ledere trives.
Forklaringen på at flere kommunale medarbejdere oplever stress er i følge Morten Ballisager, ejer af konsulenthuset ballisager, at regeringens reformer skaber usikkerhed og prisgiver de kommunale ledere:
"Oplever man en stresset situation, vil man intuitivt have en forventning om, at lederen kan hjælpe og sørge for, at man kommer ud af det. Her har lederne i kommunerne svært ved at bringe folk ud af den situation - i hvert fald i det omfang, det handler om eksterne faktorer såsom en regering, der leger reformcirkus hen over alle velfærdsområder på få år, så alle som arbejder kommunalt må føle en vis usikkerhed i en reformperiode", sagde Morten Ballisager til NB-Kommune i forbindelse med offentliggørelsen af undersøgelsen.
Åbenhed, tryghed og fyraftensmøder
I usikre tider er kommunikation nøglen, der åbner døren til mere tryghed, mener Morten Ballisager.
"Det er vigtigt at skrue op for sin kommunikation i usikre tider. Jeg tror, der er en del kommunale ledere, som underkommunikerer lige nu, og mange ledere føler jo, at det er svært at kommunikere i usikkerhed, fordi de ved heller ikke, hvad der præcist kommer," siger han.
I Sundhed og Omsorg står døren allerede på vid gab, fortæller direktør Christian Boel. Åbenhed, tryghed og fyraftensmøder er deres vej gennem usikkerhed og stress.
"Vi har både arbejdet med åbenhedstræning, men også i den grad med at fremme psykologisk tryghed. Det er vigtigt, at medarbejdere tør at tale åbent om dilemmaer og udfordringer, så man ikke står alene med de bekymringer og den tvivl, man måtte have. Så det tænker jeg også kan være med til at forebygge stress," siger han og fortsætter:
"Vi har også praktiseret at have nogle fyraftensmøder, åbne fyraftensmøder, hvor vi har drøftet vores organisering og ældre- og sundhedsreformer, hvor alle har mulighed for at deltage og give deres besyv med."
Et arbejde med mening
Blandt den del af kommunale ledere, der trives, finder man også Christian Boel. Direktøren i Sundhed og Omsorg er omgivet af dygtige og hjælpsomme kollegaer i et arbejde, der giver mening og gør noget godt for aarhusianerne, fortæller han. Men det får ham ikke til at læne sig tilbage.
"Jeg vil da sige det på den måde, at der er nogle ting, som man altid skal stræbe efter og sikre at arbejde både med sig selv, men også i forhold til sin organisation," afslutter han.
Sidst opdateret: 10/04/2025 - 14:11












































