
De kommunale ledere skal kommunikere mere i usikre tider, påpeger rekrutteringsekspert Morten Ballisager på baggrund af Kandidatanalysen 2025. - Foto: Oscar Scott Carl/Ritzau Scanpix
Kommunale ledere stortrives - men medarbejderne er stressramte som aldrig før
"Det handler om eksterne faktorer såsom en regering, der leger reformcirkus hen over alle velfærdsområder på få år," siger rekrutteringsekspert Morten Ballisager, der står bag årets kandidatanalyse sammen med Voxmeter.
Udgivet: 03/04/2025
Kommunale ledere er glade for deres job, men de har samtidig den mest stressramte medarbejdergruppe på hele arbejdsmarkedet. Mens 16 procent af den samlede arbejdsstyrke oplever sig som stresset på et omfattende niveau, så er hele 23 procent af den kommunale arbejdsstyrke ramt af omfattende stress.
Det viser Kandidatanalysen 2025 fra Konsulenthuset ballisager, som netop er udkommet. Analysen er udarbejdet i samarbejde med analysehuset Voxmeter, hvor 2000 danske lønmodtagere har svaret på en række spørgsmål om deres arbejdsliv og karriere, og den er lavet hvert år siden 2019.
”Det er lidt af en dumpekarakter til den kommunale ledelse – og i den forbindelse kan det undre, at de kommunale ledere stortrives, mens medarbejderne har et signifikant højere stressniveau end øvrige på arbejdsmarkedet. Jeg vil rette en appel til de kommunale arbejdspladser - få greb om det her før stress og sygdom tager nye spring opad, og de raske medarbejdere bliver endnu mere pressede af kollega-sygdom”, siger rekrutteringsekspert og ejer af konsulenthuset, Morten Ballisager, der står bag analysen.
Det kommunale stressniveau har ikke ligget højere tidligere, og kommunerne er den arbejdsgiver-type med det højeste sygefravær. 23 procent af de kommunalt ansatte føler sig ofte stressede, og det er en større andel end før - og det er større andel end blandt selvstændige (11 procent), statslige organisationer (12 procent), ansatte i private virksomheder (13-16 procent), selvejende institutioner (17 procent) og regionale organisationer (18 procent).
Artiklen fortsætter under tabellen.
Kommunale ledere er glade for jobbet
Mens et stigende antal kommunale medarbejdere ofte føler sig stressede, så trives en relativt stor andel af de kommunale ledere. 43 procent af de adspurgte kommunale ledere svarer i undersøgelsen, at de er glade for deres job, og det er en større andel end blandt ledere i staten (42 procent), store private virksomheder (37 procent), selvejende institutioner (37 procent) og regionale organisationer (23 procent). Faktisk er det kun ledere i små og mellemstore virksomheder, hvor flere giver udtryk for, at de er glade for jobbet, henholdsvis 54 procent og 49 procent.
Usikkerhed i en reformperiode
De kommunale ledere bliver desuden evalueret ret dårligt af deres medarbejdere – det er kun regionerne, der får en dårligere lederevaluering. Det er i høj grad udefrakommende faktorer, der får oplevelsen af stress til at vokse hos medarbejderne, vurderer Morten Ballisager:
"Oplever man en stresset situation, vil man intuitivt have en forventning om, at lederen kan hjælpe og sørge for, at man kommer ud af det. Her har lederne i kommunerne svært ved at bringe folk ud af den situation - i hvert fald i det omfang, det handler om eksterne faktorer såsom en regering, der leger reformcirkus hen over alle velfærdsområder på få år, så alle som arbejder kommunalt må føle en vis usikkerhed i en reformperiode", siger Morten Ballisager og uddyber:
"Usikkerheden er i den her sammenhæng skabt af regeringen og er udefrakommende, og det kan lederne faktisk ikke lave så meget om på. Så på den måde kommer lederne til at være lidt prisgivet i forhold til at kunne håndtere den eksterne usikkerhed".
Lederne skal reducere stress
Morten Ballisager peger på, at lederne - uanset at faktorer er udefrakommende - har til opgave at reducere følelsen af stress hos medarbejderne.
"Det er vigtigt at skrue op for sin kommunikation i usikre tider. Jeg tror, der er en del kommunale ledere, som underkommunikerer lige nu, og mange ledere føler jo, at det er svært at kommunikere i usikkerhed, fordi de ved heller ikke, hvad der præcist kommer. De skal være i hyppig dialog med medarbejderne om det og være åbne omkring de scenarier, der kan nærme sig - vi forestiller os, at det kan blive A, B eller C, og hvad er konsekvenserne af A, B eller C," siger han.
Se hele kandidatanalysen 2025 her
Sidst opdateret: 03/04/2025 - 11:04















































