17-årige Jens Jæger, som stiller op for Socialdemokratiet i Frederikshavn, er blandt landets yngste kandidater til KV25.

17-årige Jens Jæger, som stiller op for Socialdemokratiet i Frederikshavn, er blandt landets yngste kandidater til KV25. - Foto: Privatfoto

17-årig kandidat til valget: Byrådene skal ikke kun have "gamle nisser"

Tidligere på ugen flyttede Jens Jæger hjemmefra, og han når lige akkurat at fylde 18 år til sommer inden valget.

Udgivet: 08/04/2025

Rebecca Mai Nilsson

Redaktør

Del artiklen:

Han er endnu ikke fyldt 18 år, tidligere på ugen flyttede han hjemmefra, og til sommer er det blot tre år siden, han gik ud af folkeskolen. 17-årige Jens Jæger læser til Sosu-hjælper, og han adskiller sig fra andre jævnaldrende på særligt et punkt.

Han er nemlig kandidat for Socialdemokratiet til byrådet i Frederikshavn ved efterårets valg, og han mener, at hans alder kommer med mange fordele.

"Jeg valgte at stille op, da jeg synes, at der manglede nogen, jeg kunne spejle mig i i byrådet. Så jeg tænker, at min alder spiller meget ind, og jeg har også tænkt mig at bruge den og tænkt mig at tale de unges sag, tale med de unge mennesker og høre, hvad mener de, der skal gøres i Frederikshavn Kommune."

Sådan lyder det fra den unge kandidat, som fortæller, at han ærgrede sig, da han så, hvem der stillede op og mener, at der mangler diversitet i byrådet.

"Da jeg kunne se, hvem det var, der stillede op for partikredsen til kommunalvalget, så synes jeg, det var lidt ærgerligt. Det er de samme, der stiller op igen, de samme gamle nisser på mine forældres alder. De andre nye, der stiller op, er også på mine forældres alder," fortæller Jens Jæger, som selv lige akkurat når at fylde 18 år til sommer inden valget.

Kender de unges behov

Han mener, at han netop som ung ved mere om de unges behov, og at det derfor er hensigtsmæssigt og rimeligt, at også yngre kræfter får indflydelse på de unges liv i kommunen.

"Jeg har altid lært hjemmefra, at hvis man vil ændre noget, så må man gøre det selv. Så tænkte jeg, at så kan jeg også godt stille op."

Han ser sin alder som en force for at kunne tale de unges sag i Frederikshavn Kommune. For eksempel at han har kendskab til, hvordan folkeskolen opleves og hvordan fritidstilbud til unge tages imod.

"Min folkeskolegang er jo noget friskere i mine erindringer end hos de byrådspolitikere, der sidder og skal beslutte, hvad der skal ændres ved folkeskolen," siger han og tilføjer:

"Jeg tænker, at jeg har nogle andre tanker omkring, hvad man kan gøre for at gøre de fritidstilbud, der er til unge, bedre, fordi jeg selv har været i dem for ikke så lang tid siden. Så jeg tænker, at jeg har en kæmpe fordel der."

Han håber samtidig, at flere af de unge førstegangsvælgere kan spejle sig i ham, og at de derfor kan lokkes til at sætte et kryds.

"Jeg tror da helt klart, det vil få dem til at overveje at stemme, nu når der er en på stemmelisten, som de kender fra festerne, eller de kender fra fodboldklubben, eller de kender fra spejderklubben, som de kan spejle sig til lidt mere ind i, end en 55-årig, de ikke helt ved, hvem er."

Dyrt at føre valgkamp

Han ser nogle udfordringer i forhold til sin alder, når det kommer til at føre valgkamp. For eksempel at det som studerende kan være en udfordring at få råd til valgplakater og flyers.

Slutteligt fremhæver han, at fordommene om at han er for ung og mangler erfaring, skyder han blot til side, da han mener, at der skal være plads til en bredere repræsentation i byrådene.

"Jeg synes ikke, at man nødvendigvis skal have haft et fuldtidsarbejde eller have stiftet familie, før man kan få lov til at mene noget i den demokratiske debat overhovedet," afslutter han.

Fik du læst?

Ung lokalpolitiker: Sådan får vi flere unge ind i politik

Fik du læst?

Modstridende hensyn når generationer skal samles i byrådsarbejde

Sidst opdateret: 03/07/2025 - 13:49

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]