Frederik Houmann Thuesen (V) er et af de yngste byrådsmedlemmer i Danmark. Han har et godt samarbejde med de øvrige politikere i Viborg Byråd, men kan godt opleve skepsis fra borgere på grund af sin alder.

Frederik Houmann Thuesen (V) er et af de yngste byrådsmedlemmer i Danmark. Han har et godt samarbejde med de øvrige politikere i Viborg Byråd, men kan godt opleve skepsis fra borgere på grund af sin alder. - Foto: Viborg Kommune

Ung lokalpolitiker: Sådan får vi flere unge ind i politik

Han trækker gennemsnitsalderen i byrådet væsentligt ned, og han har flere bud på, hvordan flere unge kan blive tiltrukket til at stille op til kommunalvalget.

Udgivet: 31/03/2025

Rebecca Mai Nilsson

Redaktør

Del artiklen:

Han er omtrent halvt så gammel som den gennemsnitlige lokalpolitiker, og er blandt de efterspurgte unge, som er gået ind i kommunalpolitik.

Venstre-politikeren Frederik Houmann Thuesen er 23 år gammel og ser sin alder som en fordel for byrådet i Viborg Kommune.

Han bruger sin alder til at holde et stærkt fokus på og forståelse for de unge i kommunen, og det bliver taget godt imod af de øvrige politikere, fortæller han til NB-Kommune, hvor han understreger, at den positive historie om at være en del af politik skal dyrkes, hvis flere unge skal tiltrækkes.

"Jeg bringer noget nyt til bordet og kommer med friske øjne. Og det bliver taget rigtig godt imod," siger han og uddyber, at han i højere grad kan leve sig ind i de unges tankegang.

Han understreger, at der er et godt samarbejde i byrådet, men at nogle borgere godt kan være skeptiske overfor hans blot 23-årige alder.

"Er du ikke for ung til politik? Skulle du ikke tage at få noget erhvervserfaring først?" er han blevet spurgt, når han har stået på gaden og delt flyers ud. Nogle gange tager han diskussionen og andre gange lader han det fare, fortæller han.

"Man opdager hurtigt, at det ikke giver mening at gå i diskussion med nogle, og så gider jeg egentlig ikke bruge kræfter for det," siger han og uddyber:

"Men med andre vil jeg jo gerne fortælle om, at vi lever i et repræsentativt demokrati, og jeg synes, det er vigtigt, at der er nogle af os alle sammen. Der skal ikke kun være 23-årige unge politikere som mig, men der skal heller ikke kun være 60-årige politikere i byrådet. Den sammensætning, der er i byrådet, skal afspejle den sammensætning, vi har i vores kommuner."

"En mystisk størrelse at stille op i politik"

Han anerkender, at det for unge kan virke som en mystisk størrelse at stille op i kommunalpolitik. Derfor gør han også meget ud af at formidle, hvad det egentlig er, og at man netop får mulighed for at gøre en forskel.

"Vi skal fortælle de unge om, at politik er at komme ind og tage et ansvar og præge tingene i den retning, som man selv tror er rigtig, og at man kan gøre en forskel. Hvis der er flere unge, der får den opfattelse, så tror jeg også, at vi kan få flere af dem til at stille op."

Han fortæller, at hans parti gør en stor del ud af at få skabt fællesskab på tværs af de lokale enheder, hvor de unge lærer hinanden at kende.

For eksempel når de mødes til et topmøde i KL, så sætter alle de unge sig sammen, så de kan danne relationer på tværs.

"Jeg føler, at vi har et rigtig stærkt fællesskab. Så det kan godt være, at selvom der måske ikke er så mange andre unge politikere i Viborg Byråd, så ved jeg, at der er rigtig mange andre unge venstrepolitikere i hele landet, som jeg kan sparre med, og som jeg kan tage en god dialog med. Og på den måde kommer man jo ikke til at føle sig som den eneste unge i politik," afslutter han.

Gennemsnitalderen for lokalpolitikere er over 50 år, og debatten har flere gange været oppe at vende omkring, hvordan man kan tiltrække flere unge.

Som NB-Kommune tidligere har omtalt, så har unge under 25 år ofte oplevet diskrimination på grund af deres alder.

Fik du læst?

Yngre byrødder møder aldersdiskrimination

Fik du læst?

Modstridende hensyn når generationer skal samles i byrådsarbejde

Sidst opdateret: 31/03/2025 - 10:03

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]