Finansminister Nicolai Wammen (S) kunne glæde sig over et topmøde, som markerede det bedste forhold mellem en regering og kommunerne i mange år.

Finansminister Nicolai Wammen (S) kunne glæde sig over et topmøde, som markerede det bedste forhold mellem en regering og kommunerne i mange år. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Wammen forventer fornuftig økonomiaftale

Finansministeren holder økonomi-forhandlingskortene tæt til kroppen, men forventer en "fornuftig" økonomiaftale, og henviser til, at sidste års aftale var den bedste i 15 år.

Udgivet: 21/03/2025

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

Kommunerne kan ifølge finansminister Nicolai Wammen se frem til "en fornuftig" økonomiaftale for 2025 på trods af de store nye udgifter til forsvar og oprustning.

"Vi forhandler her til foråret en økonomiaftale med kommunerne. Vi indgik sidste år en økonomiaftale, der var den bedste i 15 år. Når det gælder årets forhandlinger, forventer jeg, at vi kan indgå en fornuftig økonomiaftale. Derefter forhandler vi finanslov til efteråret og sidste år kom der også en række initiativer her. Men de to ting er adskilte," siger finansminister Nicolai Wammen til NB-Økonomi.

Det er næppe tilfældigt, at Wammen vælger ordet "fornuftig", der objektivt set både kan beskrive en aftale, som sikrer den kommunale velfærd, og en aftale der er fornuftig for rigets finanser.

I den sammenhæng blev det af deltagerne på det kommunale topmøde bemærket, at finansministeren på trods af den dystre tale om stærkt forøgede forsvarsudgifter ikke brugte lejligheden til at tale om behovet for en strammere finanspolitik og mådehold.

KL-formand Martin Damm indledte ellers mødet med at italesætte vigtigheden af at fastholde den kommunale service.

"Under sidste års økonomiforhandlinger aftalte vi et sporskifte med regeringen. Et sporskifte, der betød, at vi efter mange års stram udgiftsstyring kunne sætte fokus på at udvikle den velfærd, som er grundkernen i vores samfundsmodel. Vi erkendte allerede dengang, at sporskiftet på ingen måde løser alle problemer alle steder, men det er et skridt fremad. En bevægelse i den rigtige retning. Den bevægelse skal vi sammen med regeringen holde godt fast i," hed det i formandens åbningstale.

Martin Damm opfordrede i går i NB-Kommune regeringen til at prioritere kernevelfærden frem for at sætte nye små udvidelser på velfærdssamfundet - underforstået brug pengene på økonomiaftalen med kommunerne i stedet for at lade Folketingets partier få mærkesager på nye velfærdstiltag igennem ved finanslovsforhandlingerne.

Den sammenkædning glider finansministeren af på, ved at understrege, at de to forhandlinger er adskilte.

Usædvanlig god stemning mellem regeringen og KL

Det var tydeligt på topmødet, at stemningen mellem regeringen og kommunerne er den bedste i mange år.

De seneste år har det især handlet om en massiv kritik fra kommunerne af en stadig flod af nye regler fra statsadministrationen rettet mod kommunerne og en voldsom kommunal utilfredshed med misforholdet mellem regeringens sparekrav på administrationen i kommunerne og en historisk høj vækst i antallet af nyansatte administrative medarbejdere i staten.

Tonen var en helt anden i år. Dels var der ingen kritik af regeringen i forhold til bureaukrati, tværtimod var KL-formanden ude med ros til regeringen for at kæmpe ihærdigt for afbureaukratisering.

Nicolai Wammen glæder sig over den gode stemning mellem KL og regeringen på topmødet.

"Vi har sammen med KL fundet for 500 millioner kroner gennem forenklinger af regler, som betyder, at pengene kan bruges på velfærd i stedet for bureaukrati," siger han som en forklaring på det gode forhold.

Sidst opdateret: 21/03/2025 - 11:41

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]