
Morten Riis (Ø), 1. viceborgmester fra Bornholms Regionskommune på talerstolen til Kommunalpolitisk topmøde 2025 - Foto: NB-Økonomi/Christan Brandt Pedersen
KLs delegeretmøde eller Enhedslistens årsmøde?
Det var Enhedslisten her, der og alle vegne, da KL torsdag holdt delegeretmøde. Forslagene på mødet havde aftryk fra Liste Ø, og de fleste talere havde også Liste Ø på navneskiltet.
Udgivet: 21/03/2025
Det var Enhedslisten i samarbejde med andre partier, der havde været hovedmotor i at fremsætte og forsøge at få vedtaget et forslag, der skulle stemmes om på KL's delegeretmøde. Og det bar talerækken til delegeretmødet torsdag også præg af.
Først var det Liste Ø fra Bornholm, der var på talerstolen, så var Liste Ø fra København, og så var det Liste Ø fra Aalborg, og senere fulgte en række indlæg fra andre delegerede, der også var medlemmer af Enhedslisten. På et tidspunkt gik Jens Kristian Lütken (V), beskæftigelses- og integrationsborgmester i København, på talerstolen, og som han sagde nærmest "bare for at bryde Enhedslistens talerække".
Kritik af Enhedslistens fremfærd
Hans Stavnsager (S) borgmester i Faaborg Midtfyn Kommune endte med at udvandre fra delegeretmødet før tid:
"Det er fint nok, at Enhedslisten bruger deres demokratiske ret til at få de her forslag med på delegeretmøde, men det bliver for meget, når de laver delegeretmødet om til et Liste Ø-årsmøde med mere eller mindre relevante indlæg."
Viceborgmesteren i Bornholms Regionskommune, Enhedslistens Morten Riis, mener, at kritikken er forfejlet:
"Jeg synes ikke, man kan klandre os for at tage medlemsdemokratiet alvorligt. Tidligere har topmødet jo bare været en fætter-kusine-fest for de to store borgmesterpartier, hvor alt var klappet af på forhånd. Jeg synes, det er helt på sin plads, at vi debatterer kommunernes udfordringer, og jeg ville da ønske, at flere partier tog ordet.
Der var som nævnt også delegerede fra andre partier på talerstolen, men Enhedslisten var klart overrepræsenteret.
Vi har spurgt KL, hvad de tænker om det, og vi har fået dette svar: "At KL ikke har en kommentar."
Sidst opdateret: 21/03/2025 - 11:39












































