
Der var stor lyst til at fortælle om sine erfaringer med stort tidspres og en ubehagelig tone i sociale medier rundt om bordene på topmødet i dag. - Foto: Susanna Arpi
Stort tidspres og sociale medier påvirker en ellers høj trivsel hos kommunalpolitikere
Kommunalpolitikere er udfordret på en work-work-life-balance, hvor man jonglerer det politiske hverv samtidig med civiljob og familie. Der efterspørges deltidløn, flere honorarer og bedre pension i den fælles diskussion på KL-topmødet.
Udgivet: 21/03/2025
Der var stor lyst i salen i kongrescenteret i Aalborg til at debattere de arbejdsvilkår, de fleste byrådspolitikere er underlagt. Mange fortalte om et stort tidsforbrug, hvor man forsøger at balancere et politisk hverv, et almindeligt job og et familieliv.
"Mange af os har en work-work-life-balance frem for bare en work-life-balance. Man bruger jo sin fritid på det politiske erhverv. Der er behov for at få genrejst f.eks. blandt arbejdsgivere, hvad det betyder at få et borgerligt ombud", sagde KL's næstformand Peter Rahbæk Juel fra scenen.
Det er spændende at være kommunalpolitiker, for man har indflydelse og opnår resultater, men man bruger for meget tid på det, og tonen i sociale medier er for hård, viser en ny Momentum-rundspørge.
Der er generelt høj trivsel blandt landets kommunalpolitikere, hvor 92 procent i undersøgelsen svarer, at det er spændende at være kommunalpolitiker, og 89 procent svarer, at de kan se konkrete resultater af det politiske arbejde. Trivslen ligger på 7,7 på en skala fra 1 til 10.
"Det er et rigtig pænt trivselsniveau, der kan sammenlignes med, hvordan trivslen er i velfungerende offentlige institutioner", siger Lotte Bøgh Andersen, professor i statskundskab og leder af Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse til Momentum. I alt har 1.066 af 2.436 kommunalpolitikere har svaret.
Udviklingen går den forkerte vej
Men det går den forkert vej. I 2017 var niveauet for trivsel på 8,1 af 10, mens den i dag er faldet til 7,7. Over halvdelen af kommunalpolitikerne svarer, at tidsforbruget er for højt, ligesom flere oplever en for hård tone i sociale medier og chikane. En rundspørge fra Nyhedsmagasinet Danske Kommuner viste sidste år, at 39 procent af respondenterne havde oplevet chikane i deres virke som kommunalpolitiker.
I salen på kongrescentret var der stor tilslutning til at kompensere lokalpolitikere økonomisk med flere honorarer, vederlag eller deltidsløn - for at kunne frikøbe sig fra civilarbejdet og dermed få mere tid til det politiske hverv.
Til det sagde KL-næstformanden, at han ville holde liv i den vigtige samtale, men mindede også om, at det at være lokalpolitiker er noget andet end arbejde.
"Vi skal passe på med at drage konklusionen, at vi alle skal være fuldtidspolitikere og får lavet en professionel politikerklasse ude i kommunerne. Vi skal finde en balance", sagde han fra scenen.
Statsministeren: "Det gør mig ked af det"
Statsminister Mette Frederiksen er optaget af sager, hvor der er blevet fremsat trusler mod politikere og deres familier. I talen til de forsamlede kommunalpolitikere på topmødets første dag i går sagde hun , at "det gør mig ked af det, men det gør mig også meget meget vred" og fortsatte:
"Alle os der er politikere skal kunne meget, men vi skal ikke tåle alt, og vores familier de skal slet ikke. Og når der er nogen, der forsøger at sætte en stopper for jeres politiske arbejde ved at true jer eller jeres familier, så er helt inde i demokratiets grundvilkår. Derfor har regeringen besluttet en række tiltag, der skal gøre hverdagen mere tryg for jer og andre folkevalgte", sagde hun i talen, der var optaget.
Nye tiltag fra regeringen
Justitsminister Peter Hummelgaard (S) var på scenen i dag på KL-topmødet for at fortælle om tiltagene, der skal beskytte politikere og deres familier mod chikane.
"Nok er nok. Flere og flere – selvom de elsker deres job – stiller sig selv spørgsmålet, om trusler, chikane og hverdagssvinerier er det værd. Det er ikke længere bare en udfordring mod den enkelte, men mod vores demokrati", sagde han.
Justitsministeren vil med tre tiltag forsøge at dæmme op for det. For det første vil han se på, om beskyttelsen af politikeres børn, ægtefæller og andre pårørende kan styrkes. Som det er nu, er det kun selve politikerne, som har en udvidet beskyttelse i straffeloven. Det betyder, at det er en skærpende omstændighed, hvis for eksempel chikane eller trusler udøves mod en politiker på grund af personens arbejde.
Han ønsker også at give politikerne "en mere direkte adgang til politiet". Altså en form for hotline. Så politikerne ved, hvem i politiet de skal gå til, hvis de oplever trusler og chikane eller hærværk.
Derudover bør politiets digitale tilstedeværelse øges, mener Peter Hummelgaard. Det skal føre til, at politiet kan få fat i de personer, som truer og chikanerer folkevalgte i deres indbakker og i kommentarsporet på sociale medier.
Sidst opdateret: 21/03/2025 - 11:37













































