
Et af temaerne på Kommunalpolitisk Topmøde bliver, hvordan mange kommunalpolitikere oplever en hård tone, chikane og trusler. - Foto: Fra venstre: Johan Brødsgaard (R): Silkeborg Kommune, Peter Rahbæk Juel (S): Bo Amstrup/Ritzau Scanpix og Benedikte Kiær (K): Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Svære arbejdsvilkår påvirker det kommunalpolitiske arbejde
Fredagens program på Kommunalpolitisk Topmøde byder på en samtale om politikeres arbejdsvilkår, der er blevet sværere. Ifølge flere politikere handler det især om chikane.
Udgivet: 19/03/2025
På torsdag skydes Kommunal Politisk Topmøde i gang i Aalborg. På andendagen vil KL's næstformand, Peter Rahbæk Juel (S), reflektere over de arbejdsvilkår, kommunalpolitikere har.
Det kommer blandt andet til at handle om balancen mellem arbejds- og privatliv, men også om den chikane, kommunalpolitikere oplever i deres arbejde. Noget Peter Rahbæk Juel ser på med stor alvor.
"Det er desværre en samfundstendens, at der er nogen, der ikke kan finde ud af at være i en demokratisk samtale. Nogen, der føler sig berettiget til at true vores folkevalgte på forskellige måder. Det påvirker jo også arbejdsmiljøet for dem, der oplever det og dermed også billedet af, hvor attraktivt det er at stille sig selv til rådighed for sin kommune. Det lokale demokrati er afhængig af, at det er attraktivt at stille sig til rådighed," siger han til NB-Kommune.
Næstformanden lægger stor vægt på, at der ikke er noget, der berettiger chikane og trusler, og der skal også være hjælp at hente, når man oplever det som kommunalpolitiker. Det er vigtigt at snakke om det, mener han. Derfor har KL også lavet en hotline, hvor man som kommunalpolitiker kan henvende sig for at få råd og vejledning om handlemuligheder og regler.
I forhold til reglerne kigger Peter Rahbæk Juhl også mod myndighederne.
"Det er ekstremt vigtigt, at der er fokus på det fra myndigheder, der skal hjælpe, så det ikke er den enkelte byrådspolitiker, der skal kæmpe for at bede om hjælp. Det er også vigtigt, at politiet er hurtigt på opgaven. Dét at true en folkevalgt er en skærpende omstændighed, og det er jo ret vigtigt, at det ikke bliver forfladiget," siger han og fortsætter:
"For ellers bliver det jo bøllerne, der kommer til at fylde op på rækkerne, fordi de godt kan lide at slås. Og der kan vi jo kigge til andre steder i verden, hvor demokratiet lige pludselig bliver sårbart, fordi vi bliver præget af ekstremer, der intimiderer andre," uddyber han.
Pres fra flere sider
Blandt de politikere, der bliver at finde til topmødet, er borgmester i Helsingør, Benedikte Kiær (K). Hun har nultolerance, når det gælder trusler, og de bliver meldt til politiet hver gang. Men derfor påvirker det hende alligevel.
"Selvfølgelig bliver jeg påvirket. Hvis man ikke bliver påvirket af det, så bliver man jo simpelthen for teflonbelagt, og så begynder man jo selv at få sådan en kynisme, der ikke er særligt god," siger hun til NB-Kommune.
Hun tror, at en af grundene til, at hun selv oplever flere trusler og en hårdere tone, er en ny tilgang til kommunen blandt borgerne.
"Der er sådan en forventning om, at en kommune skal kunne fikse alt, og hvis man ikke lige får det, som man mener, man har ret til, så kan man godt blive ret voldsom. Det er ærgerligt, fordi styrken i vores velfærdssamfund er jo det fællesskab, vi har. Og hvis det går og bliver mere og mere individuelt og rettighedsbaseret, så svinder fællesskabet og ens egen rolle i det fællesskab," siger hun.
Men det er ikke kun borgere, der skaber et pres på kommunalpolitikere, det er også den situation, vi er i som land. En tid med oprustning af forsvar giver en ny økonomisk situation for kommunerne, mener Benedikte Kiær.
"Vi lever i en tid, hvor vi kan forvente, at der ikke kommer ret meget mere statsligt. Så står vi i det her krydspres mellem borgerne, der forventer noget, og vores penge og medarbejdere rækker ikke. Vi har et økonomisk system, der er blevet enormt ustabilt. Det har det jo været igennem de seneste par år. Det bliver en hård nyser for vores kommunalpolitikere," siger hun.
Til trods for udfordringerne er hun alligevel optimistisk for fremtidens kommunalpolitik.
"Jeg håber, at det, at vi hele tiden vil sætte det på dagsordenen og tale om det, kan skabe mere opmærksomhed, og præge udviklingen. Det håber jeg, og det tror jeg på," siger hun.
Farvel til Facebook
Johan Brødsgaard (R) er 1. viceborgmester i Silkeborg og deltager også på topmødet. Han har slettet Facebook som konsekvens af tonen i debatten. Han mener også, at det er vigtigt at sætte en grænse for, hvad man skal finde sig i. Det har han gjort på sin egen måde, og han har mærket en forskel.
"Jeg kan mærke, at det har gjort noget godt for mig ikke at være til stede på Facebook. Ikke hver dag næsten vågne op og blive mødt af den der negative mur af kommentarer. Jeg er med på, at det jo ikke gør, at det på den måde forsvinder. Jeg er med på, at det eksisterer. Men nu vælger jeg simpelthen bare at have min dialog på alle mulige andre måder," siger han til NB-Kommune.
Han ser frem til, at det bliver bragt op på Kommunalpolitisk Topmøde, for han mener også, at det er vigtigt at italesætte problemet, selvom han medgiver, at politikere skal kunne tåle meget. Han har dog mødt folk, der har valgt kommunalpolitik fra på grund af tonen.
"Jeg tror på en eller anden måde, at det er noget, der hober sig op, fordi det ikke er den enkelte kommentar. Det er heller ikke de første 10, eller nærmest de næste 100, men den der konstante mængde af noget, der er," siger han.
Sidst opdateret: 19/03/2025 - 12:18












































