
Aarhus og Høje-Taastrup kommuner leder projektarbejdet med omstilling af transportsektoren, som er et af de syv prioriterede områder i LIFE ACT-samarbejdet. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Disse kommuner får central rolle i stort klimahandlingsprojekt
Aarhus Kommune og Syddansk Universitet overtager styringen af stort klimahandlingsprojekt, efter at regionerne er blevet tvunget til at trække sig fra opgaven. Fire andre kommuner får medansvar for daglig ledelse af arbejdspakker.
Udgivet: 06/03/2025
Det bliver fremover Aarhus Kommune, der får ansvaret for styringen af det store EU-støttede klimahandlingsprojekt, LIFE ACT, i samarbejde med Syddansk Universitets klimacenter, SDU Climate Cluster.
27 kommuner er gået ind i projektet som økonomiske partnere. I en pressemeddelelse oplyser Aarhus Kommune, at fire andre kommuner - Høje-Taastrup, Kalundborg, Odsherred og Middelfart - får medansvar for den daglige ledelse for én af de syv faglige arbejdspakker. Også Miljøstyrelsens Center for Klimatilpasning, SDU Climate Cluster og Aarhus Kommune er involveret i projektledelsen af de syv prioriterede områder.
Hidtil har regionerne under ledelse af Region Midtjylland været centrale i organiseringen af klimahandlingsprojektet, men med reorganiseringen af regionerne i forbindelse med sundhedsreformen er regional udvikling og klimaopgaverne er ansvaret flyttet til kommunerne.
Temaer for faglige arbejdspakker
Omstilling af land- og skovbrug ledes af SDU i samarbejde med Middelfart Kommune
Vedvarende energi og energibesparelser ledes af Aarhus Kommune i samarbejde med SDU
Omstilling af transportsektoren ledes af Aarhus Kommune i samarbejde med Høje Taastrup Kommune
Synergier og merværdi ledes af SDU i samarbejde med Odsherred Kommune
Havvandstigninger ledes af Miljøstyrelsens Center for Klimatilpasning
Helhedsorienteret vandhåndtering ledes af Miljøstyrelsens Center for Klimatilpasning i samarbejde med Kalundborg Kommune
Stigende temperaturer, hedebølger og tørke ledes af SDU i samarbejde med Aarhus Kommune
Kilde: SDU Climate Cluster
Aarhus Kommune meldte sig i november på banen som afløser for Region Midtjylland.
"For Aarhus Kommune er det tværgående LIFE ACT-program en unik mulighed for både at lære og lære fra os. Det glæder mig derfor også, at vi som en af landets store kommuner på denne måde kan gå forrest og bidrage til at bane vejen for hurtigere klimahandling i hele landet. Så stor tak til regionerne og særligt Region Midtjylland for det solide arbejde, der er gået forud med at sikre projektet og EU-midlerne til Danmark," siger Henrik Seiding, direktør for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, i en pressemeddelelse.
Unikt samarbejde med universitet
Projektsamarbejdet indledes i april og løber over otte år. Lederen af SDU Climate Cluster, professor Sebastian Mernild, synes samarbejdet er en god mulighed for at afprøve handlinger og lære sammen på tværs.
"Det unikke ved LIFE ACT er, at vi gennem det tætte kommune-universitetssamarbejde får styrket den dobbeltrettede bro mellem kommunernes praksisser og universitetets forskning og uddannelser. Ligesom vejen mellem viden og praksis bliver kortere. Så LIFE ACT har klart potentialet til at blive et stort og spændende nationalt laboratorium, hvor alle parter kan eksperimentere, prøve idéer af og lære til gavn for en hurtigere grøn omstilling og klimatilpasning i Danmark," siger Sebastian Mernild.
Det samlede budget for LIFE ACT er 212 mio. kroner. Over projektets otte år støtter EU med 128 mio. kroner fra EU’s LIFE-program.
27 partnerkommuner og støttende kommuner
Ud over de 27 økonomiske partnerkommuner har et tilsvarende antal kommuner status som støttende kommuner, og sammenlagt engagerer projektet 55 kommuner, universiteter, forsyningsvirksomheder og statslige myndigheder.
De 27 partnerkommuner er:
Brønderslev Kommune
Frederikssund Kommune
Herning Kommune
Hjørring Kommune
Horsens Kommune
Høje-Taastrup Kommune
Kalundborg Kommune
Københavns Kommune
Lemvig Kommune
Lyngby-Taarbæk Kommune
Mariagerfjord Kommune
Middelfart Kommune
Morsø Kommune
Nyborg Kommune
Næstved Kommune
Odsherred Kommune
Randers Kommune
Ringkøbing-Skjern Kommune
Ringsted Kommune
Samsø Kommune
Skive Kommune
Thisted Kommune
Varde Kommune
Vejen Kommune
Vejle Kommune
Aalborg Kommune
Aarhus Kommune
Sidst opdateret: 18/03/2025 - 11:56












































