
Vandet stod højt i Gudenåen ved udløbet i Randers efter stormen Pia i december 2023. - Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
Kommunalpolitikere advarer mod at tage klimaopgave fra regionerne
Regionerne har været gode til at samle mange kommuner om klimatilpasningsprojekter, påpeger udvalgsformand. Minister er mindre skeptisk og fremhæver, at der er masser af eksempler på tværkommunale samarbejder.
Udgivet: 09/10/2024
Hvis Folketinget gennemfører regeringens forslag om at fritage regionerne fra en række ikke-sundhedsfaglige opgaver, vil kommunerne ikke kunne få støtte til klimasamarbejder.
Regionerne har støttet kommunerne med udarbejdelsen af klimaplaner og fungeret som koordinator i forhold til klimatilpasningsprojekter flere steder i landet.
Det gælder blandt andet for syv kommuner langs Gudenåen, skriver DR. Region Midtjylland har blandt andet bidraget med at udvikle en vandløbsmodel, der kan beregne forskellige scenarier for indsatser langs Gudenåen.
Silkeborg Kommunes klima- og miljøudvalgsformand, Rune Kristensen (S), er nervøs for, at konsekvensen af regeringens oplæg bliver 98 forskellige måder at lave klimatilpasning på.
"Med den kompleksitet, vi kigger ind i med hele den grønne omstilling, er jeg bekymret. Regionerne har været gode til at give et grundlag af viden, som vi kan beslutte ud fra. Og de har kunnet binde mange kommuner sammen," siger Rune Kristensen, der betegner Region Midtjylland som en "drivkraft" i arbejdet med Gudenåen.
Heunicke: Mange eksempler på tværgående samarbejde
Miljøministeren forventer, at kommunerne i fællesskab kan løfte opgaven, hvis regionerne ikke længere skal beskæftige sig med regional udvikling og klimaindsatser.
"Der er mange eksempler på, at kommunerne gennemfører tværgående samarbejde om for eksempel kystsikring, og vi har fuldt fokus i regeringen på at fortsætte indsatsen mod de stigende vandmængder og styrke kommunernes muligheder for klimatilpasning yderligere," lyder det i et skriftligt svar fra Magnus Heunicke (S)
Han understreger samtidig, at regionerne i dag ikke har lovbundne opgaver eller ansvar for klimatilpasning.
Også Landdistrikternes Fællesråd har på vegne af land-, yder- og ø-kommuner udtrykt bekymring for forslaget om at fjerne klimaområdet og regional udvikling fra regionernes opgaveportefølje, mens KL har udtrykt sig positivt.
Sidst opdateret: 09/10/2024 - 10:36













































