
Vold, ballade og trusler i flere af et fynsk holds fodboldkampe i serie 4 får politikere og DBU Fyn til at reagere. - Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Borgmester og rådmand vil have kulturminister på banen efter fodboldvold
Det skal være nemmere at fratage foreninger tilskud efter folkeoplysningsloven, mener Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S) og rådmand Søren Windell (K) efter ballade på de kommunale fodboldbaner.
Udgivet: 09/10/2024
DBU Fyn var tirsdag til møde på rådhuset i Odense, hvor forbundet fik kritik for ikke klart nok at have taget afstand fra balladeklubben i den fynske serie 4 - FIUK - som andre serieklubber ikke vil spille imod på grund af flere voldsepisoder under kampene.
Det er hændelser, som NB-Kommune skrev om i sidste uge.
Både borgmester og rådmand vil som konsekvens af situationen nu i fællesskab tage kontakt til kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) for at få ham til at ændre lovgivningen om udbetaling af kommunal støtte til foreninger:
"Vi ønsker hans hjælp til at give os værktøjer til at kunne håndtere situationer, hvor en klub ikke kan holde styr på egne medlemmers adfærd, og et sportsforbund via de paragraffer, de har, ikke kan løse problemerne. I de sager skal der være en mulighed for, at vi som kommune kan smække pengekassen i. Vi kan ikke leve med, at det fortsætter ud ad den her tangent, som I har dokumenteret med masseslagsmål og lignende på en kommunalt ejet fodboldbane," siger borgmester Peter Rahbæk Juel (S) til Fyens Stiftstidende.
By- og kulturrådmand Søren Windell (K) følger op:
"Jeg synes, vi har et adfærdsproblem både på banen og udenfor banen, som skal tages alvorligt og som skal løses. Enten ved, at man i klubben (FIUK, red.) får styr på det. Eller ved, at klubben ikke længere skal spille fodbold.
Mødet mellem DBU Fyn og kommunen foregik på Odense Rådhus, hvor fodboldorganisationens formand og administrationschef var indkaldt til møde med borgmesteren og by- og kulturrådmanden for at forklare håndteringen af sagerne.
Peter Rahbæk Juel har efter mødet også en opfordring til DBU Fyn, skriver avisen:
"Brug nu for filan de paragraffer, der er, og brug dem også med en konsekvens, så det er til at mærke over for den her klub (FIUK, red.) og andre klubber, der har denne slags adfærd. Vær også lidt tydeligere på, hvad der er rigtigt og forkert. For her synes jeg måske også, de (DBU Fyn, red.) har stået lidt defensivt i offentligheden," siger borgmesteren.
Sidst opdateret: 09/10/2024 - 18:14












































