
Efter to-tre år med stor interesse for at udvide fjernvarmenettene er mængden af ansøgninger til statslig fjernvarmepulje i år indtil videre mere afmålt. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Færre søger om tilskud: Fjernvarmen er på vej ned i gear
Interessen for at søge tilskud til udrulning af fjernvarme hos Energistyrelsen er væsentligt mindre end de seneste år. Brancheorganisation opfordrer kommuner til at opdatere varmeplaner og kigge mindst fem år frem, hvor projektaktiviteten ventes at falde.
Udgivet: 05/02/2025
Efterspørgslen efter nye fjernvarmeprojekter ser ikke ud til at være på samme højde som de seneste år.
Siden forrige mandag har fjernvarmeselskaber kunnet søge om tilskud fra en pulje med et samlet budget på 197 millioner kroner. Energistyrelsen oplyser til NB-Kommune, at der fra 27. januar og frem til tirsdag 4. februar blot er indkommet ni ansøgninger. Det ansøgte tilskudsbeløb er opgjort til 53,5 millioner kroner - svarende til godt en fjerdedel af den samlede sum i fjernvarmepuljen.
For et år siden tog det blot syv minutter, før ansøgningerne oversteg fjernvarmepuljens samlede beløb på 150 millioner kroner. Tilskuddet blev uddelt efter først til mølle-princippet. I alt sendte 41 fjernvarmeselskaber ansøgninger for 400 millioner kroner, og mange søgte altså i første omgang forgæves. Efter pres fra en række borgmestre tilførte et flertal på Christiansborg 265 millioner kroner til puljen, sådan at alle ansøgere, der i øvrigt levede op til kriterierne, kunne få tilskud. I samme ombæring blev der afsat 200 mio. kr. til 2025-ansøgningsrunden, som blev åbnet 27. januar.
Det tyder således på, at udrulningen af fjernvarme ikke længere holder samme høje fart som de seneste par år, hvor energikrisen og de tårnhøje gaspriser fik kommuner og fjernvarmeselskaber til at sætte gang i mange projekter.
Ønske til regeringen
14 borgmestre gik for nylig sammen om et opråb til Christiansborg med budskabet om, at der mangler en konkret dato for udfasning af gas, hvis de skal kunne løfte opgaven med at udrulle fjernvarmen. Det skrev de i et brev til regeringen i december.
Inden udgangen af 2022 blev alle kommuner pålagt at lave varmeplaner, der belyste mulighederne for at konvertere olie- og gasområder til fjernvarme. Efterfølgende steg materialepriser og renter betragteligt, mens gasprisen er faldet, og flere projekter er undervejs droppet på grund af økonomiske udfordringer.
Brancheorganisationen Dansk Fjernvarme opfordrer kommunerne til at revidere varmeplanerne i 2025.
"I modsætning til varmeplansarbejdet i 2022 er der denne gang tid til at arbejde grundigt med varmeplanen og mulighed for sparring med andre kommuner," skriver Dansk Fjernvarme i et nyt notat til kommunerne.
Brancheorganisationen vurderer, at antallet af anlægsprojekter falder fra 2028, og at der fra 2030 vil blive nye muligheder for etablering af fjernvarme i områder, hvor det ikke på nuværende tidspunkt er økonomisk rentabelt at etablere inden 2030.
Fjernvarmepuljen
Tilskuddet fra fjernvarmepuljen er et fast beløb på op til 20.000 kr. per konverteret olie- og gasfyr for det antal, som udgør minimumstilslutningen.
En af forudsætningerne for at få tilskud er, at projektet har opnået kommunal godkendelse for udrulning af fjernvarmedistributionsnettet.
Projektet skal have en forventet gennemførselstid på maksimalt 5 år fra modtagelsen af tilsagn.
Kilde: Energistyrelsen
Sidst opdateret: 18/03/2025 - 12:15












































