
Treparterne skal lave lokale planer for omlægning af områder for at reducere udledning af CO2. - Foto: KL (arkivfoto)
De lokale treparter er på plads
De 23 kommunale, lokale treparter er nedsat, og de skal i mål med omlægningsplaner allerede i 2025.
Udgivet: 03/02/2025
Nu er de 23 lokale treparter nedsat, og de bliver kommunernes arbejde i Den Grønne Trepart.
Det skriver KL i en pressemeddelelse, hvor KL's formand for Klima- og Miljøudvalget udtrykker tilfredshed over, at der nu er landet en plan.
"På kommunernes vegne kan jeg sige, at vi er helt klar til at trække i arbejdstøjet og stå i spidsen for arbejdet i de lokale treparter. For selvom opgaven er stor og helt sikkert også undervejs bliver svær, er den først og fremmest også utrolig vigtigt og meningsfuld," siger Johannes Lundsfryd Jensen (S).
De lokale treparter er kommunernes arbejde i Den Grønne Trepart, og de skal udarbejde omlægningsplaner for, hvordan man helt konkret vil komme i mål med at reducere udledningen af kvælstof og udtage lavbundsjord.
Omlægningsplanerne skal ligge klar inden udgangen af 2025. Hver lokal trepart består af 1-2 repræsentanter fra hver kommune i oplandet, 1-2 repræsentanter fra lokale landbrugsorganisationer, 1-2 repræsentanter fra lokale naturorganisationer og 1 repræsentant fra Naturstyrelsen.
"Der er ingen tvivl om, at vi lokalt nu står med en kæmpe opgave. Derfor er det også vigtigt, at alle parter fortsat tager ansvar og bidrager konstruktivt. Både fra centralt hold og lokalt," siger Johannes Lundsfryd Jensen.
Se listen med de lokale treparter her.
Sidst opdateret: 03/02/2025 - 09:01












































