
"Det er en overordnet ramme for den udvikling, som vi gerne vil sætte i gang på det specialiserede socialområde," siger Hanne Klit (S), der er formand for Senior, Social- og Sundhedsudvalget i kommunen. - Foto: Befunky: Hanne Klit PR-Foto. Byskilt: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix (arkiv)
Kommune sørger for retning på socialområdet med ny masterplan
Politikerne i Svendborg Kommune arbejder med en større masterplan for det specialiserede socialområde, der består af ni konkrete retninger. Det handler særligt om at tage udgangspunkt i den enkelte borger.
Udgivet: 22/01/2025
I Svendborg Kommune vil politikerne sætte en retning for det specialiserede socialområde. Derfor er politikerne i gang med en større omlægning med en masterplan for området. Det skriver NB-Social.
"Det er en overordnet ramme for den udvikling, som vi gerne vil sætte i gang på det specialiserede socialområde," siger Hanne Klit (S), der er formand for Senior, Social- og Sundhedsudvalget i kommunen.
Hun fortsætter:
"Vi vil gerne give området en politisk retning. Jeg er ikke i tvivl om, at medarbejderne generelt har gjort deres bedste for borgerne. Men måske har vi ikke koordineret indsatserne helt så godt, som vi gerne ville."
Masterplanen skal være et kompas og være retningsvisende for kommunens indsats frem mod 2027.
Tag udgangspunkt i den enkelte borger
Processen bag masterplanen begyndte med et stormøde, hvor både socialt udsatte, borgere med handicap og en række interesseorganisationer blev inviteret.
Her kom de med en række inputs til, hvad kommunens indsats havde brug for.
"Vi skal tage udgangspunkt i den enkelte borgers situation og formåen. De har præcis de samme håb, ønsker og drømme som alle os andre. Det er bare ikke alle, der har muligheden for at udleve dem, fordi man måske har et misbrug eller en sygdom."
Ifølge Hanne Klit er det netop her, kommunen skal forsøge at møde borgeren, som de er. Og hun ser et stort potentiale.
"Der er en gruppe borgere, der måske har et misbrug, som har en mental eller fysisk udfordring. Som jeg hører de borger, vil de rigtig gerne bidrage til samfundet for eksempel ved at have et job. Måske kun nogle få timer. Men det er noget af det, som vi skal hjælpe dem med at få opfyldt."
Her er det særligt afgørende for Hanne Klit, at borgerne føler sig set og hørt, samt at der er et godt samarbejde på tværs af de kommunale afdelinger, så de oplever en helhedsorienteret indsats.
"Det er ikke sagsbehandlerens mål, der er afgørende. Det er borgerens," siger hun afslutningsvist.
Selve masterplanen blev vedtaget i foråret 2024. Den består af ni overordnede retninger, der nu er nu blevet omsat til konkrete handleplaner.
Læs retningerne her:
Masterplanens ni retninger
Borgerne får en sammenhængende indsats ved, at der er en velkoordineret plan mellem relevante afdelinger, så alle arbejder i samme retning og ud fra samme mål.
Borgerne oplever en veltilrettelagt overgang i alle livsfaser ved, at overgangen er med udgangspunkt i den enkelte borgers behov, mål og ønsker – særligt i forbindelse med overgangen fra ung til voksen.
Borgersamarbejdet styrkes yderligere ved at kompetenceudvikle medarbejderne i det gode borgermøde.
Borgernes muligheder for aktivitet, deltagelse og beskæftigelse øges ved at videreudvikle samarbejdet til det frivillige område og de lokale virksomheder.
Borgernes muligheder for fysisk, psykisk og social sundhed styrkes ved at opkvalificere den sundhedsfaglige indsats, fremme meningsfulde fællesskaber og bygge bro mellem tværgående sundhedsindsatser.
Borgerne får den rette støtte ved at tilbyde hurtig og forebyggende hjælp, have brede og fleksible tilbud samt basere Socialafdelingens indsatser på den nyeste viden om, hvad der virker.
Borgere i hjemløshed får tilbudt en bolig, hvilket blandt andet opnås ved, at der indgås en ny anvisnings- og udlejningsaftale med boligforeningerne.
Socialafdelingen har en god økonomi ved at fremme omkostningsbevisthed, styrke datainformeret ledelse og sikre, at der så vidt som muligt er de rette tilbud i kommunen.
Socialafdelingen er en fleksibel arbejdsplads og et attraktivt uddannelsessted med forpligtende arbejdsfællesskaber og mulighed for kompetenceudvikling.
Sidst opdateret: 23/01/2025 - 09:47












































