Laila Kildesgaard vil i Regionsrådet for Region Østdanmark.

Laila Kildesgaard vil i Regionsrådet for Region Østdanmark. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Tidligere kommunaldirektør vil stille op til ny kæmpe-region

Det er brugbart med en baggrund som KL-direktør og kommunaldirektør, når man vil ind i politik, lyder det fra Laila Kildesgaard, der vil være socialdemokratisk kandidat til regionsrådsvalget.

Udgivet: 14/01/2025

Luna Skovhus

Journalist

Del artiklen:

Hun kan skrive kommunaldirektør i Bornholm og direktør i KL på CV'et, men nu vil Laila Kildesgaard tage springet fra embedsmand til politiker.

Den tidligere kommunaldirektør har meldt sig på banen som socialdemokratisk bornholmervalg til det kommende regionsrådsvalg, hvor de 41 pladser i den nye 'kæmperegion' Østdanmark skal besættes.

Laila Kildesgaard vil kæmpe for, at en bornholmsk kandidat får i hvert fald et sæde, for det er langt fra givet, fortæller hun til NB-Kommune.

"Der er rigtig meget brug for, at vi får lavet det der spænd, hvor man har det ene ben på Bornholm og det andet på Sjælland, så man kan samle yderkanterne og hovedstaden," siger hun.

"Det er rigtig vigtigt, at den funktion kommer til at gå godt, at vi får et mere nært sundhedsvæsen, og at der bliver bedre lægedækning og psykiatri i yderområderne."

En proces at blive til politiker

Det kan virke som et stort spring at gå fra tidligere kommunaldirektør til politiker og, som bekendt, blev Rom ikke bygget på en dag.

"Det vil jo være en proces. Det med at skulle lære at tale på en anden måde, og måske ikke være så notatnær i alt det man skal. Jeg skal jo kunne samle folk omkring mig, og få følgeskab, og måske til at snakke mere i telefon end jeg læser notater," siger Laila Kildesgaard med et grin og fremhæver regionsrådsmedlem Leila Lindén (S), som hun kalder en 'fænomenal' politiker, som hun vil lære af.

Det politiske miljø ligger ikke fjernt fra Laila Kildesgaard. Som kommunaldirektør har hun jongleret med særtilskudsforhandlinger, Folkemøde og redningen af et bornholmsk slagteri, fortæller hun. Også erfaringen fra tiden som KL-direktør er brugbar.

"Når man er direktør i KL, og bestyrelsesmedlemmerne er hjemme i deres kommuner for at være borgmestre, stiller man sig rigtig meget på ølkassen," siger hun.

At det bliver Socialdemokratiet, som Laila Kildesgaard stiller op for, var oplagt. I studietiden var hun medlem af Frit Forum og senere stod hun på Amalienborgs Slotsplads, da Helle Thorning blev Danmarks første kvindelige statsminister.

"Jeg er ny politiker, men jeg har altid været engageret i politik og Socialdemokratiet," siger hun.

Om Laila Kildesgaard får lov at stille sig på ølkassen som socialdemokratisk regionsrådskandidat er endnu ikke fastlagt. Først skal hun vælges officielt på en generalforsamling.

Sidst opdateret: 14/01/2025 - 10:39

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]