
I 14,1 procent af de undersøgte drikkevandsboringer blev der fundet pesticidrester over grænseværdien. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Over halvdelen af drikkevandsboringer havde spor af pesticider
Udgivet: 14/01/2025
Der blev fundet rester af pesticider i 55,7 procent af undersøgte drikkevandsboringer i 2024. Det viser en opgørelse fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, Geus. I 14,1 procent af de undersøgte drikkevandsboringer blev der fundet pesticidrester over grænseværdien.
Det er ifølge Danmarks Naturfredningsforening den højeste andel, der er målt siden 2018. Det skriver interesseorganisationen i en pressemeddelelse. Dengang blev der fundet pesticidrester i 40,8 procent af undersøgte drikkevandsboringer. I 2023 var tallet 50,9.
Miljøminister Magnus Heunicke (S) påpeger, at der er et forbud på vej, hvor det fra 1. marts bliver forbudt at bruge sprøjtemidler i sårbare boringsnære beskyttelsesområder i nærheden af drikkevandsboringer.
/ritzau/
Sidst opdateret: 14/01/2025 - 11:03












































