
Flere nyere partier mangler den stærke landsorganisation, der kan føre til et godt kommunalvalgsresultat, mener Arne Ullum. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Spådom om kommunalvalget: Jokeren bliver de landspolitiske målinger
Efter et år med skandaler og borgmester-exits går vi nu ind i det kommunale valgår. Men det bliver ikke de skandaleramte kommuner, som løber med Arne Ullums særlige opmærksomhed til november.
Udgivet: 06/01/2025
Den største kommunale begivenhed i det nye år må siges at være det kommende kommunalvalg, der afholdes den 18. november.
Og selvom der stadig er længe til, at valgplakaterne kommer op i lygtepælene, så har NB-Mediers chefredaktør Arne Ullum fundet krystalkuglen frem og kommer her med sine bud på, hvad man vil se på valgaftenen.
Et af de store spørgsmål bliver om de landspolitiske meningsmålinger vil kunne aflæses på valgresultatet.
Og hvis man som lokalvalgt fra et af regeringspartierne er nervøs for, at de dårlige meningsmålinger spår om et dårligt kommunalvalg, så kan man godt slå koldt vand i blodet.
Det bliver næppe tilfældet, mener Arne Ullum.
“De fleste vælgere sætter pris på, at de ikke hver morgen vågner op til nyt kaos på rådhuset. De vil gerne have at deres folkeskole, ældrepleje og børnehaver fungerer godt,” siger han.
Omvendt skal flere af de nyere partier, der i løbet af valgperioden har oplevet vind i sejlene, ikke hvile på laurbærrene.
For lige så vel som at det ikke er sikkert, at de negative meningsmålinger vil omsætte sig til nederlag ved kommunalvalget, så vil de positive nødvendigvis ikke føre til succes.
Manglen på en stærk lokal partiorganisation kan nemlig sætte en kæp i hjulet.
“Jokeren er Danmarksdemokraterne, som trods alt har overtaget en stor del erfarne lokale folk fra DF. Omvendt ser jeg ikke DD komme substantielt på banen med stærke kommunale emner,” siger NB-chefredaktøren og påpeger, at partiet dog har stemmer at vinde på lokal modstand mod solcelleanlæg.
Ikke skandalerne, der skaber spænding
Det er ikke de skandaleramte kommuner, som Arne Ullum kommer til at holde særligt øje med i november. Han forventer ikke, at hverken Frederikshavn, Odsherred eller Randers vil byde på de store valgdramaer.
“S står så stærkt i Frederikshavn, at selv ikke en havneskandale kan vælte flertallet. I Odsherred har Karina Vincentz håndteret sagen med forsyningsselskabet med sikker hånd og i Randers ser jeg ikke umiddelbart en udfordrer til Torben Hansen, der kan profitere på Nordic Waste sagen,” forklarer han.
Ikke så overraskende er Arne Ullums blik rettet mod Københavns Kommune, hvor Socialdemokratiet risikerer at tabe overborgmesterposten for første gang nogensinde. Til trods for at det er den tidligere minister og S-profil Pernille Rosenkrantz-Theil, der stiller sig til rådighed som overborgmesterkandidat, så hælder Arne Ullum til at den socialdemokratiske bastion i hovedstaden vil falde.
Også Fredensborg kan blive spændende, mener Arne Ullum, som ser at en personudskiftning i Dansk Folkeparti kan gøre borgmester Thomas Lykke Pedersens (S) flertal usikkert.
I det jyske fremhæves Kolding som en interessant kommune at følge. Ved sidste valg lykkedes det ganske overraskende den konservative Knud Erik Langhoff at snuppe borgmesterposten for næsen af de to tidligere ministre Eva Kjer Hansen (V) og Villy Søvndal (SF). K-borgmesteren genopstiller ikke ved kommunalvalget, og Arne Ullum ser ikke, at det vil lykkes partiet at fastholde borgmesterposten. Han hælder derimod til, at det bliver Venstre, der vinder borgmesterkæden.
Til sidst fremhæver Arne Ullum ø-kommunerne Langeland og Bornholm, hvor ingen af de nuværende borgmestre, Tonni Hansen (SF) og Jacob Trøst (K), genopstiller. På Bornholm ser han at borgernes træthed med det kaotiske byråd vil resultere i, at enten Venstre eller Socialdemokratiet overtager borgmesterposten.
Tonni Hansen og Jacob Trøst er ikke de eneste, der vil forlade borgmesterkontoret efter kommunalvalget. 25 borgmestre har i valgperioden fratrådt embedet eller meldt ud, at de ikke ønsker at genopstille.
“En generel tendens er, at både Venstre og Socialdemokratiet har stor udskiftning blandt borgmestrene. Venstre har dog den ulempe i modsætning til Socialdemokratiet, at meget få af de afgående har valgt at prioritere parti over personlige interesser ved at vige pladsen for en afløser i god tid inden valget,” siger Arne Ullum.
Sidst opdateret: 06/01/2025 - 13:01












































