Den tidligere socialdemokratiske borgmester i Herlev, Thomas Gyldal Petersen, har fået nyt job som konsulent.

Den tidligere socialdemokratiske borgmester i Herlev, Thomas Gyldal Petersen, har fået nyt job som konsulent. - Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Gyldal ansat hos erhvervslivets super-lobbyister

Thomas Gyldal Petersen, tidligere Herlev-borgmester, har fået nyt job som konsulent i Rud Pedersen. Han fortæller i et interview til NB-Kommune om fortrydelser efter rodet forløb op til exit, og har sat sit sidste punktum i dansk politik.

Udgivet: 06/01/2025

Rebecca Mai Nilsson

Redaktør

Del artiklen:

"Forløbet ser dumt ud nu, hvilket jeg er ærgerlig over."

Sådan lyder det fra den tidligere socialdemokratiske Herlev-borgmester, Thomas Gyldal Petersen, som blev næstformand i KL, men måneden senere meldte sin afsked med dansk politik.

Nu har han fået nyt job, og skal fra midten af januar være konsulent i virksomheden Rud Pedersen, som rådgiver virksomheder og organisationer om blandt andet strategi og kommunikation.

Han fortæller, at aftalen med lobbyist-virksomheden kom efter hans exit fra politik, selvom hans overvejelser længe havde været undervejs.

Beslutningen om at gå af borgmesterposten var noget overraskende, og især da han netop var trådt til som næstformand i KL efter også Jacob Bundsgaards utidige exit fra politik.

"Jeg havde haft overvejelser om, hvorvidt om min tid i politik var ved at rinde ud i et par år, men da Bundsgaards melding, som var overraskende for os alle, kom, så skulle vi hurtigt træffe en beslutning om, hvem som skulle træde til. Da havde jeg den største erfaring, og tog opgaven på mig," siger Thomas Gyldal Petersen til NB-Kommune og fortsætter:

"Jeg lagde mine overvejelser om at stoppe i politik på hylden, og tænkte at køre videre. Dog konkluderede jeg, da der skulle vælges ny spids, at jeg ikke kunne forpligte mig på endnu en periode, og derfor måtte jeg melde fra."

Så dumt ud

Den nu tidligere borgmester erkender, at forløbet blev kaotisk.

"Det var borgmesterarbejdet som til sidst begyndte at udtrætte mig, det har aldrig været arbejdet i KL, som har drænet mig, det har været en stor motivation. Jeg ville gerne være nået konklusionen før, og det er min fejl, og det så fjollet ud at træde ud så kort tid efter."

Understregende for det noget rodede forløb beretter Gyldal om, at mange borgere har været bekymret for, om han var blevet ramt af sygdom, siden han trådte af lige efter at have sagt ja til posten i KL.

"Jeg har brugt meget tid på at forklare at jeg er rask, og for at være helt ærlig, så havde jeg selv ønsket at forløbet havde været anderledes," siger han.

Thomas Gyldal Petersen fortæller, at han løbende har haft dialog med potentielle arbejdsgivere, og at aftalen med Rud Petersen kom efter hans officielle exit fra sit politiske virke.

"Jeg har en stor ambition om at forbinde den private sektor og det offentlige, og jeg tror meget af det går tabt i det kommunale, hvor det er svært at oversætte ambitionerne mellem sektorerne. Der er behov for at spille hinanden gode og her vil jeg være en del af det bindeled, hvilket jeg glæder mig til," siger Gyldal, og peger på blandt andet arbejdet med private plejecentre og byudvikling som områder, hvor disse kompetencer kan sættes i spil.

Det sidste punktum

Efter det atypiske forløb erkender han samtidig, at han nok har sat det sidste punktum i sin politiske karriere.

"Efter at være blevet belært at mine erfaringer, så vil jeg passe på med for håndfaste garantier om fremtiden, og derfor ser jeg dette som et farvel til politik."

Han bliver hermed en del af en lang række socialdemokratiske borgmestre, som går af posten så snart de har meldt ud, at de ikke vil genopstille ved næste valg.

"Jeg bliver ikke perioden ud, da jeg mener, at man kun kan varetage lederskabet som borgmester, hvis man gør det 100 procent, både af hensyn til opgavens alvor og af hensyn til en selv. Man er fuldt ud afhængig af autoritet og opbakning, og efter sådan en beslutning er truffet, så ville det være svært for mig at se mig selv i øjnene," siger han og afslutter:

"Når jeg vidste, at jeg var på vej væk og at jeg ikke ville udpeges som spidskandidat, så ville jeg ende med at være mere en borgmester af navn end gavn for kommunen."

Fik du læst?

Gyldal erkender: KL burde have lavet en anden konstituering

Sidst opdateret: 06/01/2025 - 11:25

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]