Ny analyse: Den "typiske borger" har fået færre penge mellem hænderne

I langt de fleste af landets kommuner oplever medianborgeren, at indkomsten i 2023 ikke fulgte med inflationen. Dog var billedet anderledes i hovedstadsområdet. Se danmarkskort i artiklen.

Udgivet: 20/12/2024

Rebecca Mai Nilsson

Redaktør

Del artiklen:

I en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er konklusionen, at den typiske borger i 2023 fik en mindre købekraft. Det oplyser rådet i en pressemeddelelse.

I langt størstedelen af landets kommuner er indkomsten ved "den typiske borger" ikke fulgt med inflationen. Det gælder i 79 kommuner, herunder samtlige jyske.

I analysen er "den typiske borger" målt ud fra medianen. Og det giver et mere nuanceret billede end gennemsnittet, da gennemsnitstallene generelt viser en højere købekraft hos danskerne, men disse data trækkes op af en lille gruppe med meget høj indkomst.

”Tallene viser, at der i nogle enkelte kommuner er sket et stort skred i uligheden. Når udviklingen i den gennemsnitlige indkomst er meget høj, mens den typiske borger har haft en real nedgang i sin indkomst, betyder det, at der er en mindre gruppe af rige personer i kommunen, der virkelig er trukket fra i toppen. Det vil typisk være udbytter, aktie- og kapitalafkast, der driver indkomstfremgangen blandt de rigeste,” forklarer Sune Caspersen, chefanalytiker bag analysen.

Inflationen er høj

Det, som analysen skal belyse, er den disponible indkomst korrigeret efter inflation, så den viser den reale udvikling.

Kun i 19 kommuner oplevede medianborgeren i 2023 vækst i sin reale indkomst, og her udgør hovedstadsområdet samtlige af kommunerne ud over Odense og Bornholm. I analysens metodeafsnit fremgår det, at det er "indkomst efter skat og renteudgifter tillagt beregnet lejeværdi af egen bolig", som den disponible indkomst er udregnet efter. Altså skal stigende boligpriser i høj grad tages i betragtning, når disse kommuner adskiller sig fra resten af landet.

”Den geografiske ulighed fortsætter med at stige. I det seneste år skete det i en sådan grad, at det stort set kun var i hovedstadsområdet, at den typiske borger oplevede en indkomstfremgang, der var højere end inflationen,” siger Sune Caspersen.

Uligheden vokser

I langt de fleste kommuner voksede gennemsnitsindkomsten mere end medianen, dog er der flest steder en meget lille forskel. Til gengæld skiller Billund, Vejen og Gentofte kommuner sig ud.

Her var den gennemsnitlige indkomstfremgang mindst 10 procent, mens udviklingen for den typiske borger i kommunen var negativ.

I Billund Kommune har den typiske borger målt på medianen haft en tilbagegang i sin inflations-korrigerede indkomst på 1,0 procent. Det er en større tilbagegang end det tilsvarende tal på landsplan. Alligevel har kommunen haft den største gennemsnitlige vækst i indkomsterne på 43,9 procent.

Der er altså en forskel fra den gennemsnitlige indkomststigning til tilbagegangen i medianindkomsten på 44,1 procentpoint i Billund Kommune. Kun i Vejen Kommune har man haft en stigning i uligheden internt i kommunen i samme grad med en forskel på 44,0 procentpoint, mens den ligger på 10,0 procentpoint i Gentofte Kommune, skriver AE-Rådet i pressemeddelelsen.

Fakta

Analysens hovedkonklusioner

  • Den høje inflation i 2023 betød, at den typiske dansker led en real nedgang i indkomsten efter skat. Når indkomsten korrigeres for inflation, omtales det som den reale indkomstudvikling.

  • I 79 kommuner gik realindkomsten tilbage for den typiske borger i kommunen, mens gennemsnitsindkomsten i langt de fleste tilfælde udviklede sig mere positivt.

  • Ikke en eneste kommune i Jylland oplevede real indkomstfremgang for den typiske borger i 2023. I hovedstadsområdet var der derimod et større antal kommuner, hvor den typiske borger oplevede real indkomstfremgang.

  • Tre kommuner skiller sig ud med meget høj indkomstvækst målt på gennemsnittet, men ikke på medianen, der afspejler den typiske borgers indkomst. I kommunerne Billund, Vejen og Gentofte voksede gennemsnitsindkomsten med mindst 10 procent. i 2023, mens den typiske borger på medianen oplevede en real indkomsttilbagegang. Det skyldes, at få personer med meget høje formueindkomster trak gennemsnittet i vejret.

Kilde: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

Læs analysen her.

Sidst opdateret: 20/12/2024 - 10:27

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]