Kolding-borgmester Knud Erik Langhoff (th.) har i flere måneder ledt efter en ny spidskandidat, og valget er faldet på Christina Foldager (tv.), der ikke sidder i byrådet i dag.

Kolding-borgmester Knud Erik Langhoff (th.) har i flere måneder ledt efter en ny spidskandidat, og valget er faldet på Christina Foldager (tv.), der ikke sidder i byrådet i dag. - Foto: Det Konservative Folkeparti

Tidligere vejrvært køres i stilling som borgmesterens afløser i Kolding

Knud Erik Langhoff (K) er glad for generationsskiftet i Kolding. Han er i denne valgperiode den 24. borgmester, der beslutter ikke at genopstille eller fratræder før tid.

Udgivet: 19/12/2024

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

Kolding Kommune skal have ny borgmester efter KV25, da Knud Erik Langhoff (K) ikke vil genopstille som spidskandidat. Det meddelte han efter et vælgerforeningsmøde onsdag aften.

Tidligere på året proklamerede landets ældste borgmester ellers, at han ville gå efter at blive genvalgt som borgmester. Til TV Syd fortæller han nu, at han i nogle måneder har gået med tanker om at trække stikket.

"Det er vel heller ikke unaturligt, når man nu er 74 år," siger han og uddyber:

"Jeg har i lang tid søgt efter at få et generationsskifte på spidskandidatposten. Nu er det lykkedes at finde en kompetent erhvervskvinde, som jeg kun kan give min fulde opbakning."

Ingen politisk erfaring

Den nye K-spidskandidat er 48-årige Christina Foldager, der har partiforeningens fulde opbakning. Hun er uddannet geolog, og som tidligere vejrvært på TV2 er hun ikke uvant med at stå foran kameraet. Hun har dog aldrig tidligere stillet op til valg.

"Min erfaring kommer nogle andre steder fra, men det håber jeg sådan set kan være med til at krydre og bringe nogle nye perspektiver og måder i spil," siger Christina Foldager til TV Syd.

De seneste to år har hun siddet i bestyrelsen for den konservative vælgerforening i Kolding. Formelt set skal Foldager udpeges som spidskandidat af de lokale K-medlemmer i starten af det nye år.

24 udskiftninger ligger fast

Indtil for nylig var der udsigt til, at alle 14 borgmestre fra De Konservative ville genopstille ved KV25. Men nu har to af de K-borgmestre, der overraskende erobrede borgmesterposten i 2021, besluttet at stoppe efter én valgperiode - først Jacob Trøst (K) fra Bornholm og nu Knud Erik Langhoff (K) fra Kolding.

Både Trøst og Langhoff har kun været borgmestre siden 2022, hvor de ved hjælp af forhandlingssnilde på valgnatten konverterede tre mandater til en plads for bordenden. I 2021 blev Knud Erik Langhoff valgt med opbakning fra de røde partier, der ville undgå Eva Kjer Hansen (V) som borgmester.

Kolding Kommune er den seneste på listen over kommuner, hvor borgmesteren 1. januar 2026 ikke vil være den samme som fire år tidligere. I alt 24 borgmestre fra det oprindelige borgmesterhold er nu enten fratrådt eller har meldt ud, at de ikke genopstiller. Tidligere på ugen meddelte Varde-borgmester Mads Sørensen (V), der ligeledes var i gang med sin første borgmesterperiode, at han ikke genopstiller.

Som det ses på kortet ovenfor, er der en klar tendens til, at Socialdemokratiet griber overgangen anderledes an end de øvrige partier - S-borgmestrene vælger i højere grad at stoppe før tid, så den kommende spidskandidat kan blive kørt i stilling.

Generationsskifte

Med Knud Erik Langhoffs farvel til borgmesterposten er det hovedparten af de siddende borgmestre, som vil have nået pensionsalderen på 67 år inden begyndelsen af næste valgperiode, der ikke genopstiller.

Sidst opdateret: 19/12/2024 - 12:07

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]