Da Venstres næstformand Stephanie Lose torsdag gik på talerstolen på Landdistrikternes Fællesråds udligningsmøde gav hun det første klare signal om, at Venstre og Socialdemokratiet kommer til at trække i hver sin retning i det politiske spil om den udligningsreform, som fra 2029 kan komme til at flytte milliarder mellem de danske kommuner.

Mens alt tyder på, at Socialdemokratiet foreløbigt går efter en begrænset reform, som ikke vil flytte de store beløb mellem de store kommunegrupper, så går Venstre efter en langt større reform, som formentlig især vil ramme København og kommunerne på den københavnske vestegn.

Det sagde Lose naturligvis ikke direkte. Men som det ofte er, når Lose udtaler sig, så gemmer der sig solid substans og drama bag det, der umiddelbart kan lyde som en snusfornuftig og lidt selvfølgelig konstatering. Sådan var det også det også i Middelfart.

"Vi kunne jo godt bare have sagt, nu sker der noget på sundhed, nu sker der noget på boligskat, og så må vi se, hvordan vi håndterer det. Vi lægger jo sådan set op til at komme bredt rundt. Faren, hvis man ikke bliver grundige nok og kommer godt nok rundt, er, at man ender med noget, hvor I, så snart vi er færdige, starter forfra med at sige, at det ramte heller ikke, og der er alle mulige skævheder."

Da de mange tilstedeværende borgmestre og kommunale topfolk spurgte ind til to af de største ulighedsskabere mellem kommunerne, skar økonomisteren Venstres position ud i pap.

"Tak for indspil til at kigge selskabsskat og seniorpension - vi kommer til at gå hele vejen rundt, når vi skal lave kommissoriet."

Lose gjorde lidt humoristisk et nummer ud af, at hun blot var vikar for indenrigsminister Sophie Løhde, der har ressortansvaret for kommunal udligning.

Men her skal man huske, at Lose er kendt for at kunne sit stof ned i detaljen. Derfor er det næsten utænkeligt, at det blot var et tilfælde, at hun så præcist præsenterede Venstres position i modsætning til den socialdemokratiske position; at man blot skal gennemføre en mindre reform, som håndterer de nye boligvurderinger og opgaveflytning på sundhed.

Derfor er Lose udtalelser markante

Det nuværende udligningssystem fra 2020 har opretholdt en række elementer, som sikrer, at København og vestegnskommunerne kan opretholde et serviceniveau, som er relativt tæt på de rige nordsjællandske kommuner.

Fra 1937 til 2020 blev den relative lighed mellem rige og fattige hovedstadskommuner sikret gennem den i provinsen meget forhadte hovedstadsudligning, som fra 2021 er maskeret ind i systemet gennem en række særlige tilskud. Men effekten er i store træk den samme.

Hvis man lige ser bort fra, at det stort set alle er socialdemokratiske kommuner, som favoriseres, så har det sikret en social sammenhængskraft i hovedstadsområdet, som kan have været med til at forskåne Danmark for de ghettokommuner omkring hovedstaden som eksempelvis præger Paris og London.

Men det betyder modsat også, at provinskommunerne nødvendigvis får et lavere serviceniveau end hovedstadskommunerne. Populært sagt kan en rig provinskommune sjældent nå op på samme niveau som en fattig hovedstadskommune.

Bagtæppet for hele konflikten mellem hovedstaden og provinsen er, at den rå fattigdom i stigende grad er flyttet fra hovedstadskommunerne ud i provinsen. I kommuneøkonomien viser det sig ved, at København og mange af de traditionelt fattige hovedstadskommuner i dag har en stærk finansiering. Konkret viser det sig ved, at de kan spare mange milliarder op, selv efter de har brugt hele deres serviceramme og taget godt for sig af anlægsrammen.

Overfor det står en række provinskommuner, som end ikke har finansiering til at bruge deres serviceramme. Det vakte opsigt på Landdistrikterne Fællesråds topmøde, at Gentoftes konservative borgmester, Michael Fenger, fremførte det som et argument for, at der må ske en omfordeling ved den nye reform.

Mens Venstre ikke sidder på hverken København eller nogen af vestegnskommunerne, så skærer splittelsen mellem netop de kommuner og især provinskommunerne direkte ned gennem Socialdemokratiet.

Landets klart største borgmesterparti har ganske mange borgmestre i både provinskommunerne og på Vestegnen og en meget klar ambition om at bevare overborgmesterposten i København.

Socialdemokratiet slap ud af den klemme i 2020-reformen ved ganske enkelt at smide ekstra tre milliarder skattekroner ind i udligningssystemet og på den måde sikre flere penge til yder- og landkommunerne, uden at København og Vestegnen led væsentlige tab.

Der er en lang række saglige og kedelige økonomiske argumenter for, at Socialdemokratiet ikke kan gentage den manøvre. De ekstra penge betyder, at kommunerne nu hvert eneste år får omkring seks milliarder kroner mere i indtægter, end de må bruge. Udover bugnende kassebeholdninger er det en stigende triussel mod stabiliteten i hele den økonomiske styring af kommunerne.

Derfor skal 2029-reformen som minimum være et nulsumsspil, hvor de samlede tab og gevinster opvejer hinanden.

Venstre kæmpede i 2020 forgæves for, at København og Vestegnen skulle af med flere penge, men accepterede at løse problemet gennem overfinansieringen af frygt for en rød udligningsreform.

Kommissoriet kan fjerne sløret

Ved at kræve en bred og gennemgribende analyse af tilskuds- og udligningssystemet tvinger Venstre populært sagt regeringspartnerne til at bekende kulør. Enten må Socialdemokratiet forsvare, at den fattigste halvdel af hovedstadskommunerne favoriseres for at sikre balance i hovedstaden, eller også må partiet gå i konflikt med netop de kommuner for at sikre bedre balance mellem hovedstaden og resten af Danmark.

Det ved Socialdemokratiets top, og det ved Venstres top. Hidtil er den interessemodsætning blevet skjult af det forhold, at Venstre og Socialdemokratiet sidder i regering sammen. Det har tvunget Sophie Løhde til loyalt at bakke op om den hidtidige linje om, at der blot skulle gennemføres en lille og begrænset udligningsreform i 2029.

Første skanse i den strategi faldt, da regeringen annoncerede en udligningsreform i forbindelse med sundhedsreformen. Hvis man nærlæser den udmelding, så er det absolut uklart, hvor bredt et kommissorium regeringen var enige om.

Efter Stephanie Loses udmelding står det nu klart, at Venstre har grebet chancen og kræve et bredt kommissorium, som uvægerligt kommer til at udstille Socialdemokratiets dilemma.

Måske var det slet ikke tilfældigt, at Venstre sendte vikaren til Middelfart. Havde Løhde sagt det samme som Lose, ville hun have været illoyal overfor Socialdemokratiet. Nu var det bare vikaren, som sagde det åbenlyse - og dybt kontroversielle.

Og det blev sagt foran mere end 20 borgmestre primært fra land- og yderkommuner. Og de glemmer ikke løftet om et bredt kommissorium, som kan bane vejen for en stor reform i 2029.