
Sophie Hæstorp Andersen arbejder på at finde en lovhjemmel til at tvinge udfordrede kommuner til tværkommunale samarbejder. - Foto: Niels Ahlmann Olesen/Berlingske/Ritzau Scanpix
Minister søger lovhjemmel: Vil tvinge kommuner til tværkommunalt samarbejde
Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen forbereder sig på at stramme loven, så det bliver muligt at pålægge problemfyldte kommuner at gå ind i et tværkommunalt samarbejde. Det afslører hun på et samråd, hvor Langelands kritisable sagsbehandling på børneområdet var på dagsordenen.
Udgivet: 13/12/2024
Langelands indsats for at få løftet sagsbehandlingen i kommunens familieafdeling er ikke tilfredstillende, og derfor kan borgmester Tonni Hansen (S) se frem til snart at skulle en tur forbi social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersens (S) kontor.
Sådan lød det på et samråd, som ministeren var blevet indkaldt til torsdag eftermiddag.
"Det er et stort problem, når der bliver ved med at dukke nye kritisable sager op, som sætter spørgsmålstegn ved kommunernes praksis og generelle overholdelse af lovgivningen, som det har været tilfældet med Langeland Kommune," lyder det fra Sophie Hæstorp Andersen.
Hun peger på, at en af løsningerne på problemer i sagsbehandlingen i kommunerne kan være tvungne tværkommunale samarbejder. Samarbejdsaftaler foregår lige nu på frivillig basis, men det ser ministeren gerne ændret.
På samrådet løfter hun nemlig sløret for, at man er ved at se på lovgivning, der skal gøre det muligt at pålægge en kommune med problemer i børnesagsbehandlingen at samarbejde med en velfungerende kommune på området.
"Det er rigtig vigtigt for mig, at der sker noget, og det skal gå hurtigt, og en af måderne er jo tættere samarbejde med andre kommuner," siger Sophie Hæstorp Andersen til TV2 Fyn efter samrådet.
Fremskridtene udebliver
Siden 2022 har Socialstyrelsens Task Force skulle hjælpe kommunen med at få styr på sagsbehandlingen, mens Ankestyrelsen løbende har ført tilsyn med kommunen.
En statusrapport fra oktober viser, at fremskridtene er udeblevet, og at task forcen stadig er bekymret for kvaliteten af sagsbehandlingen. Kommunen overholder altså stadig ikke loven i sagsbehandlingen.
Det fik tidligere på måneden næstformanden for arbejdsmarkeds-, børne-, unge- og socialudvalget Jesper Skovhus (LA) til at kalde det for en 'skandale', at der endnu ikke er sket forbedringer.
"Det her kalder simpelthen på at kigge alvorligt på ledelsen. Hvorfor er der ikke ryddet op?," lød det fra næstformanden til TV2 Fyn.
Større positivitet var der at hente hos socialchef Torben Lønberg, der anerkendte, at kommunen stadig har udfordringer på området, men samtidig erklærede sig imponeret over hvor langt man var nået.
"Vi er langt fra i mål, men jeg er tilfreds," sagde han til Fyns Amts Avis.
Sidst opdateret: 16/12/2024 - 07:26












































