
Ann Lindhardt er klar til valgkamp. - Foto: Befunky: Kim Dahl / Effectphoto & Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Et år til valget
V-spids klar til magtskifte i højborg: Intet parti skal sidde med magten så længe
Ved sidste valg fik Ann Lindhardt (V) blot 132 færre personlige stemmer end borgmesteren i den konservative højborgskommune Hørsholm. Nu håber hun, at KV25 vil skabe opbrud. Det er nemlig ikke sundt, at det samme parti har magten for længe, mener hun.
Udgivet: 22/11/2024
77 år.
Så lang tid har det været en konservativ, der har siddet på borgmesterkontoret i Hørsholm.
Men den æra skal nå til ende efter næste års kommunalvalg, mener Venstres borgmesterkandidat og byrådsmedlem Ann Lindhardt, der er overrasket over, hvor længe partiet har fastholdt borgmesterposten.
"Jeg mener ikke, at det er sundt, at noget parti sidder med magten så længe," siger hun til NB-Kommune, og tilføjer, at det samme gælder de steder, hvor hendes eget parti har siddet på borgmesterposten i mange årtier.
"Der mener jeg helt klart, at man også skulle kigge indad og sige, at måske skal man prøve noget andet for borgernes skyld"
Ann Lindhardt er ikke nervøs ved tanken om, at hun skal udfordre Morten Slotved (K) på borgmesterposten. Ved sidste kommunalvalg fik han kun 132 flere personlige stemmer, end hun selv gjorde, og Hørsholm var en af de få kommuner, hvor De Konservative gik tilbage.
“Det er et udtryk for, at borgerne vil noget andet,” siger hun.
Tid til forandring
Vi skruer tiden tilbage til valgnatten 2021. Her mødtes Ann Lindhardt og Morten Slotved oven på valgresultatet, og hun tilbød ham både et samarbejde og borgmesterposten. Det var naturligt, fordi selvom Venstre og De Konservative havde fået samme mandattal, så havde Slotved fået det højeste antal personlige stemmer, forklarer hun.
"Men han var simpelthen ikke interesseret. Han ville hellere gå sammen med de røde partier," forklarer Ann Lindhardt, der undrer sig over, hvorfor en blå borgmester i en af landets mest blå kommuner hellere vil lave en smal konstituering med de røde partier end konstituere sig med de 'naturlige samarbejdspartnere' i blå blok.
Mandatfordeling efter KV21 i Hørsholm Kommune
K: 7 mandater
V: 7 mandater
S: 2 mandater
R, SF og Socialkonservative: 1 mandat
Ann Lindhardt oplever, at også konservative vælgere, som hun mødes med, deler hendes uforståenhed. Og hvis hun bliver valgt, så får piben en anden lyd. Hun vil hellere konstituere sig bredt i samarbejde med de blå partier.
"Jeg håber, at valget viser mere tydelighed næste gang, så vi er fri for det," siger hun med henvisning til Konservatives konstitueringsvalg.
"Jeg tror, at der er brug for en frisk start med friske øjne."
Tid til forandring
Konstitueringen er ikke det eneste, der skal være anderledes, hvis Ann Lindhardt kommer på posten.
Hun ser gerne, at man stopper de dyre byggeprojekter, så man både kan værne om de grønne arealer og stoppe besparelserne på den borgernære velfærd - gerne suppleret af skattelettelser, hvis det bliver muligt.
Mere specifik omkring ambitionerne bliver Ann Lindhardt ikke endnu. Hun arbejder stadig på sit valgprogram. Det bliver først lanceret til foråret, så borgerne ikke mættes af valgkampen, længe før de skal til stemmeurnerne.
Selv bliver hun ikke træt af at føre valgkamp:
"Det er som at være med i en sportskonkurrence, hvor man løber mod målstregen med sit hold," siger V-spidskandidaten energisk.
"Jeg går i hvert fald til den og smører ærmerne op,"
Sidst opdateret: 22/11/2024 - 12:36












































