
Martin Nielson har set flere forgængere forsøge, og fejle i, at tage borgmesterposten fra Konservative. - Foto: Befunky: Privatfoto & Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Et år til valget
Han vil sænke den grønne ø i det røde hav: Hvert fjerde år er et nederlag
Det er op ad bakke at være S-spidskandidat i en kommune, hvor De Konservative ikke alene har haft borgmesterposten siden '60'erne, men også har absolut flertal og alle udvalgsformænd. For 43-årige Martin Nielson er det første gang, han skal stå i spidsen for partiet, og efter årene med nederlag forventer han ikke en valgsejr i første hug.
Udgivet: 21/11/2024
Vallensbæk bliver ikke kaldt for den grønne ø i det røde hav for ingenting. Kommunen, der grænser op til flere socialdemokratiske højborge, har nemlig haft en konservativ borgmester i 62 år og er en af de få kommuner, hvor partiet har absolut flertal i byrådet.
Det vil S-spidskandidat og byrådsmedlem Martin Nielson forsøge at ændre ved næste kommunalvalg. Det er første gang, at han skal stå i spidsen for partiet i kommunen, der i 25 år har haft Søren Wiborg som spidskandidat.
Martin Nielson lægger ikke skjul på, at det er op ad bakke at skulle forsøge at tage borgmesterkæden i et parti, der historisk har været domineret af konservative.
Han har samtidig været med så længe, at han har vænnet sig til nederlagene.
"Når man bliver ved med ikke at komme til magten ved valget, så bliver hvert fjerde år jo et eller andet sted et nederlag," siger han til NB-Kommune.
Det er i kommunens boligtyper, at den socialdemokratiske spidskandidat finder forklaringen på, at det er lykkedes De Konservative at bibeholde magten så længe. Kommunen består primært af ejerboliger og har, hvis der ses bort fra seniorboliger, en af landets laveste andele af almennyttige boliger, forklarer Martin Nielson.
"Det vil sige, at det historisk har været sådan, at kommunen har bestået af dyre boliger," siger han og forklarer, at det gør, at man ikke stemmer så rødt til kommunalvalg, som man gør til folketingsvalg.
Forvaltningen udfordres ikke
Tiden, hvor De Konservative sidder med det absolutte flertal, mener Martin Nielson lakker mod enden. Udskiftningen i befolkningen og tilflyttere fra København ændrer Vallensbæks vælgersammensætning, og han har noteret, at det langvarige borgmesterparti er gået tilbage fra valg til valg - med KV21, hvor K opnåede 53,9 procent af stemmerne - som en væsentlig undtagelse.
Socialdemokraten ser ikke i sin krystalkugle, at det bliver ved næste kommunalvalg, at den konservative højborg falder.
"Hvis jeg skal være helt realistisk, så gætter jeg på, at de går et mandat tilbage, men det er rent gæt," siger han.
"Jeg ved bare, at på et eller andet tidspunkt i fremtiden, så vil de ikke længere have absolut flertal."
S-spidskandidaten ser ikke noget principielt galt i, at det samme parti sidder længe på borgmesterposten eller vinder det absolutte flertal ved kommunalvalget. Han peger dog på, at det er problematisk for forvaltningen, når det samme parti dominerer en kommunalbestyrelse valgperiode efter valgperiode.
"Det er skadeligt for forvaltningen. De bliver ikke udfordret, når det er ét parti, der har magten i alle udvalgene," siger han.
Om det vil lykkes Martin Nielson at få borgmesterposten eller væltet det konservative flertal, vil kun tiden vise. Han ved ikke selv, hvad der venter forude, fortæller han.
"Jeg kan ikke gøre andet end mit bedste og køre en valgkamp på ordentlig vis," siger han.
Sidst opdateret: 21/11/2024 - 13:24












































