
Finansminister Nicolai Wammen (S) stod i spidsen for præsentationen af finanslovaftalen for 2025. - Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Nyt forsøg om gratis skolemad - udrulning i alle kommuner vil koste over ti gange mere
Som led i finansloven for 2025 oprettes fra næste skoleår en forsøgsordning med gratis skolemad for mere end 20.000 elever. Det var SF og De Radikales fingeraftryk på aftalen, og Pia Olsen Dyhr håber på at sætte gang i en kulturændring på skolerne.
Udgivet: 22/11/2024
Regeringen, SF og De Radikale er enige om finanslov for 2025, hvor der oprettes forsøg med gratis skolemad.
Det fremgår af finansloven, som er blevet præsenteret fredag.
Det er ikke alle landets skoleelever, som kan se frem til gratis skolemad. Men både folkeskoler og friskoler vil kunne søge om at blive omfattet af ordningen. SF og De Radikale har fået ordningen om skolemad med i aftalen. Ifølge finansminister Nicolai Wammen (S) vil mere end 20.000 elever fra sommeren 2025 kunne se frem til gratis skolemad. Forsøget koster 250 mio. kr. om året at gennemføre frem til 2028.
"Et udspil fra regeringen er blevet endnu bedre, fordi vi har SF og De Radikale med," siger finansminister Nicolai Wammen (S) på et kort pressemøde.
Da regeringen kom med sit udspil til en finanslov i august, indeholdt det ikke skolemad. Pia Olsen Dyhr (SF) drømmer om at forsøgsordningen bliver første skridt mod en større kulturændring på skolerne og pointerer, at tiltaget skal ses i sammenhæng med stigende investeringer i folkeskolen.
"Vi skal sørge for en helt anden madkultur på vores skoler. Det at man spiser sammen, og at man (eleverne, red.) måske er med til at lave maden, så man får en forståelse for råvarerne, er med til at sørge for, at elever, der ikke har mulighed for at blive mætte og deltage ordentligt i undervisningen, også får den chance," siger Pia Olsen Dyhr til NB-Kommune.
Fokus på alle klassetrin og udsatte børn
Børne- og undervisningsministeriet estimerede i 2021, at gratis skolemad i hele landet ville koste cirka 3,3 milliarder kroner om året.
Pia Olsen Dyhr pointerede over for pressen, at et varmt måltid på skolerne er udbredt i mange andre europæiske lande, og over for NB-Kommune fastslår hun, at SF vil arbejde videre med at gøre gratis skolemad til en mulighed på alle skoler.
"Vi kommer til at kigge ind i skolemad fremover, men vil også kigge på erfaringerne fra forsøget," siger hun.
De Radikales finansordfører, Samira Nawa, tilføjer, at gratis skolemad skal være med til at sikre bedre trivsel i skolerne. Og hun håber, at ordningen især kan komme børn fra udsatte familier til gode.
Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) kalder forsøget med gratis skolemad for "et storstilet forsøg". Han håber, at det bliver permanent på et tidspunkt, hvilket er nye toner fra Socialdemokratiet.
"Vi får nu et storskalaforsøg med skolemad. Det er vigtigt, at det er på alle klassetrin. Det ser jeg frem til at forhandle på plads med SF og De Radikale," siger Tesfaye.
/ritzau/jn
20.000 skoleelever får skolemad med ny finanslov
Aftalen om finansloven er indgået mellem regeringen, SF og Radikale Venstre. Et af aftalepunkterne omhandler gratis skolemad til en række elever.
Læs mere om forsøgsordningen her:
* Der afsættes 854 millioner kroner i 2025-28 til forsøgsordningen med skolemad i grundskolen.
* Forsøget skal indsamle viden og erfaringer, da der er begrænset viden om skolemad i Danmark.
* Forsøgsordningen begynder fra starten af skoleåret 2025/2026.
* Der afsættes 104 millioner kroner i 2025 til initiativet og 250 millioner kroner årligt fra 2026 til 2028.
* Forsøgsordningen tilrettelægges under hensyntagen til blandt andet en balanceret geografisk fordeling.
* Forsøgsordningen vil både rumme mulighed for fuldt finansieret skolemad og skolemad med delvis forældrebetaling.
* Forsøgsordningen kommer til at gælde for mere end 20.000 elever i grundskolen.
* Ifølge tal fra Danmarks Statistik fra 2023 er der 678.544 elever i grundskolen
* Forsøgsordningen vil fordeles på alle klassetrin i grundskolen
Kilder: Børne- og Undervisningsministeriet, Danmarks Statistik.
/ritzau/
Sidst opdateret: 22/11/2024 - 11:20












































