
"Jeg er ærgerlig over, at vores veje skal skilles, men jeg må samtidigt konstatere, at der fra min side ikke længere er tillid til, at Bünyamin Simsek fremadrettet vil udvise den nødvendige samarbejdsvilje," siger politisk leder Christian Budde til TV2 Østjylland. - Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix
Bünyamin Simsek ekskluderet: Ikke tillid til ham
Simsek langer ud efter Venstre-gruppen i Aarhus, som har ekskluderet ham "uden fysisk møde, dialog og det vigtigste, ingen ordentlighed".
Udgivet: 19/11/2024
Bünyamin Simsek er blevet ekskluderet af sin Venstre-gruppe i Aarhus, og har nu også meldt sig ud af partiet.
"Jeg vil gerne meddele jer, at jeg fra d.d. ikke længere er en del af Venstres byrådsgruppe i Aarhus. Denne beslutning har Christian Budde, Gert Bjerregaard og Mathilde Bressum truffet uden nogen form for inddragelse af mig. En beslutning uden fysisk møde, dialog og det vigtigste, ingen ordentlighed," skriver Simsek på Facebook.
Efter de nu tidligere partikollegaer har ekskluderet ham fra gruppen, har han selv valgt at melde sig helt ud af partiet.
"Jeg er ærgerlig over, at vores veje skal skilles, men jeg må samtidigt konstatere, at der fra min side ikke længere er tillid til, at Bünyamin Simsek fremadrettet vil udvise den nødvendige samarbejdsvilje," siger politisk leder Christian Budde til TV2 Østjylland.
Ekstraordinært gruppemøde
Beslutningen blev truffet efter et ekstraordinært gruppemøde. Dermed er Venstres byrådsgruppe i Aarhus nede på tre medlemmer. Ud over Christian Budde er også Gert Bjerregaard og Mathilde Hjort Bressum medlem af byrådet for Venstre.
Venstres hjemmeside har allerede fjernet Bünyamin Simseks navn fra partiets liste over medlemmer af byrådet.
Han blev valgt ind i byrådet i Aarhus tilbage i 2001, og han var senere politisk leder for Venstre i kommunen.
Bünyamin Simsek har i flere omgange været rådmand for magistratsafdelingen for både Børn og Unge og Teknik og Miljø i kommunen.
/ritzau/rmn
Sidst opdateret: 19/11/2024 - 11:49












































