Skørping i Rebild Kommune har et af landets velbevarede stationsmiljøer. Det tyder på, at intercity-togene vil fortsætte med at stoppe på perronerne i årene fremover.

Skørping i Rebild Kommune har et af landets velbevarede stationsmiljøer. Det tyder på, at intercity-togene vil fortsætte med at stoppe på perronerne i årene fremover. - Foto: Privatfoto

Togdilemma i Nordjylland er afgjort: Den mindste by bevarer intercity-stop

Efter at have kæmpet en kamp mod DSB og regionens oprindelige aftale endte varm kartoffel hos kommunalpolitikerne i Rebild. De har nu besluttet, hvilken af kommunens to stationsbyer der skal bevare tilslutningen til den landsdækkende togtrafik.

Udgivet: 14/11/2024

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

Togene skal køre hurtigere mellem landsdelene, og derfor er det for længe siden besluttet at sløjfe fire ud af fem stop, som intercity-toget i dag har mellem Hobro og Aalborg. Det store og splittende spørgsmål om, hvilken by der skulle bevare sit stop, synes nu afgjort efter et møde onsdag i økonomiudvalget i Rebild Kommune.

Byrådspolitikernes valg stod mellem hovedbyen Støvring, der er en af Jyllands hurtigst voksende byer med godt 9.000 indbyggere, og Skørping, der blot har 3.000 indbyggere, som imidlertid har været mere flittige til at benytte togene.

Et flertal pegede på den mindste af byerne, og det blev afgørende, at passageroptællinger viser, at IC-toget havde størst indstigning i Skørping, skriver Nordjyske. Desuden havde det betydning for politikerne, at Skørping er en traditionel stationsby, der er bygget op om toget, hvilket Støvring, som ligger ud til motorvejen, ikke er, forklarer næstformand i økonomiudvalget Jeppe Ugilt (UP) til avisen.

Påstigningstallene fra Trafikstyrelsen indgik i økonomiudvalgets behandling af togsagen.

For få måneder siden var der fare for, at begge kommunens byer skulle sige farvel til fjerntogstrafikken fra december 2025. Med DSB og Region Nordjyllands oplæg skulle IC-stoppet placeres i Arden i Mariagerfjord Kommune. Men da et smalt blåt flertal Region Nordjyllands regionsråd i august indstillede til Transportministeriet, at IC-togene burde stoppe i en Rebild Kommunes stationsbyer frem for Arden, blev den varme kartoffel spillet over til byrådspolitikerne.

Fik du læst?

Beslutning udsat: Togdilemma spiller nabokommuner ud mod hinanden

For ti år siden skabte det en del røre i kommunen, da byrådspolitikerne under pres fra DSB blev bedt om at vælge mellem de to byer. Også dengang faldt valget på Skørping, men køreplanen nåede aldrig at blive ændret, inden regionens og DSB's planer skiftede karakter, fordi det blev besluttet at udvide den nordjyske nærbanetrafik.

Efter økonomiudvalgets afgørelse, som kun De Konservative stemte imod, kommer borgmesteren med en udglattende bemærkning.

"Vi skal huske på at planen oprindeligt var, at vi intet stop skulle have i kommunen efter 2025. Det er så lykkedes os, efter en del møder, at beholde et alligevel," siger borgmester Jesper Greth (V) til Nordjyske.

Den endelige placering af fremtidens IC-stop skal træffes af regionspolitikerne. Men her er man indstillet på at følge de lokale ønsker fra Rebild Kommune.

Hermed tyder alt på, at IC-togene fra om 13 måneder vil springe Arden, Støvring, Svenstrup og Skalborg over og kun stoppe i Skørping. De nordjyske lokaltog, der skal gå fra Hobro til byerne i Vendsyssel, vil stoppe i alle fem byer.

Kompromiset, som Transportministeriet har godkendt, indebærer, at Arden i Mariagerfjord Kommune får tildelt to morgenstop med lyntog. 

Sidst opdateret: 14/11/2024 - 12:01

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]