
Demenskoordinatorernes næsteformand kalder på struktur og fælles beskrivelser, hvis man skal komme brug af antipsykotisk medicin til livs. - Foto: Modelfoto/AdobeStock
Demensrejsehold skal i otte kommuner nedbringe brug af antipsykotisk medicin
Et nationalt mål er at nedbringe brugen af antipsykotisk medicin hos personer med demens, og det tyder på, at læringsforløbene har den ønskede effekt.
Udgivet: 08/11/2024
Et såkaldt demensrejsehold skal nu ud i otte kommuner og har til formål at nedbringe brugen af antipsykotisk medicin. Det oplyser Ældreministeriet i en pressemeddelelse.
"Der er brug for kompetencer og socialfaglige metoder i plejen over for mennesker med demens for at nedbringe brugen af antipsykotisk medicin, og derfor glæder det mig, at flere kommuner og private plejehjem har lagt billet ind på demensrejseholdsforløb, og at vi har kunnet imødekomme alle ansøgninger," siger ældreminister Mette Kierkgaard (M).
De deltagende kommuner
København, Allerød, Langeland, Hvidovre, Fredericia, Nordfyns, Rødovre og Kerteminde.
De syv førstnævnte kommuner deltager med to-tre plejehjem, mens forløbet i Kerteminde er tilrettelagt sygeplejen og hjemmeplejen.
Ud over de otte kommuner deltager friplejehjem i Rebild, Vejle og Helsingør kommuner i det nye forløb.
Som NB-Kommune tidligere har fortalt, mangler der tydeligere rammer for, hvordan man i kommunerne håndterer demensområdet. Der mangler generel struktur og tydelige opgaver til demenskoordinatorer, hvis for eksempel brug af antipsykotisk medicin skal nedbringes, når man spørger koordinatorernes næstformand.
Gør en forskel
Rejseholdet tilbyder et læringsforløb til kommunerne, og meget tyder på, at det gør en reel og forebyggende forskel. Blandt andet har det fokus på at give medarbejdere i for eksempel ældreplejen de rette kompetencer til pleje og omsorg for at forebygge brug af antipsykotisk medicin.
Sundhedsstyrelsens evaluering fra i sommer af projektet viste, at andelen af demensramte borgere, som fik udskrevet antipsykotisk medicin, faldt fra 26 procent til 21 procent, og at det fortsatte med at falde i perioden efter.
En af de kommuner, som er med i forløbet, er Kerteminde Kommune, som har modtaget 180.000 kroner til forløb i syge- og hjemmeplejen.
"Demensrejseholdet skal hjælpe os med at blive endnu bedre til at læse borgernes behov og adfærd, så vores blik på det hele menneske skærpes. Vi skal blandt andet arbejde med at møde de pårørendes frustrationer og bekymringer gennem metoder som for eksempel perspektivskifte. Målet er, at vi får fælles viden og tilgang samt et tillidsfuldt samarbejde med de pårørende," siger Susanne Buch, der er chef for Ældre og Sundhed i Kerteminde Kommune.
Sidst opdateret: 08/11/2024 - 11:30












































