
Man ønsker at problemerne med lugt fra anlægget løses inden en udvidelse kan blive en realitet. - Foto: Favrskov Kommune
Udvidelse af biogasanlæg sat på pause i Favrskov
Lokalbefolkningens modstand og klager over gener fra biogasanlæg udskyder beslutning.
Udgivet: 05/11/2024
Favrskov Kommune har valgt at sætte beslutningen om udvidelse af et biogasanlæg i Laurbjerg på pause, da mange borgere har klaget over gener fra det. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Selvom der endnu ikke er taget formelt stilling, så skriver kommunen, at der er "bred politisk enighed om at sætte processen omkring en mulig udvidelse i bero". Det var selskabet bag det allerede liggende anlæg, Langaa Bioenergi, som i efteråret 2022 sendte ansøgningen om at udvide.
"Biogas bidrager positivt til Byrådets ambitioner om at reducere kommunens samlede CO2-udledning. Derfor er vi også interesseret i at skabe de bedste rammer for produktion af biogas i Favrskov. Når det er sagt, så er det dog afgørende for os, at produktionen tager hensyn til lokalområdet," siger borgmester Lars Storgaard (K) i pressemeddelelsen.
Klager over lugtgener
I august måned satte Plan- og Landdistriktsudvalget gang i en såkaldt fordebat for udvidelsen, og kommunen modtig 95 høringssvar.
Samtidig med høringen har kommunen modtaget en række klager over lugtgener fra biogasanlæggets naboer. Man har fulgt op på klagerne, men problematikken er ikke løst.
Derfor mener udvalgsfomanden Nils Borring (S), at planerne skal sættes på pause, imens de eksisterende udfordringer håndteres.
Til december skal sagen behandles politisk, hvor der formelt bliver tager stilling til det videre forløb.
Læs om projektet og høringssvarene her.
Det er ikke første gang, at modstand fra lokalområdet har sat en stopper for biogasanlæg. Slagelse droppede tidligere på efteråret et stort biogas- og pyrolyseanlæg pga. modstand fra lokalbefolkningen.
Sidst opdateret: 05/11/2024 - 12:20












































