Danmarks lærere mener, at mangel på økonomiske ressourcer blandt andet har konsekvenser for elevernes faglige udvikling og trivsel.

Danmarks lærere mener, at mangel på økonomiske ressourcer blandt andet har konsekvenser for elevernes faglige udvikling og trivsel. - Foto: Analysenotat fra Danmarks Lærerforening (skærmbillede)

Mere end 80 pct. af lærerne mener, at der mangler penge i folkeskolen

Selvom lærerformanden ser positivt på, at flere kommuner opprioriterer folkeskolen, så har næsten halvdelen af lærerne overvejet at skifte job pga. manglende økonomi på deres skole.

Udgivet: 04/11/2024

Rebecca Mai Nilsson

Redaktør

Del artiklen:

I en ny undersøgelse fra Danmarks Lærerforening svarer 83 pct. af folkeskolelærerne ja til, at der mangler penge i folkeskolerne.

Dertil mener 73 pct., at manglen på økonomiske ressourcer går udover fagligheden, og 68 pct. mener, at det går udover trivslen.

Fakta

Analyse af Danmarks Lærerforening

Danmarks Lærerforening (DLF) har adspurgt medlemmerne om deres oplevelse af folkeskolens økonomi. 2.133 medlemmer har gennemført undersøgelsen, og overordnet set vurderer man, at undersøgelsen er repræsentativ.

  • 83 pct. oplever, at der generelt er mangel på økonomiske ressourcer på deres skole. 13 pct. svarer nej og 4 pct. ved ikke.

  • 73 pct. mener, at mangel på økonomiske ressourcer går udover elevernes faglige udvikling, 68 pct. at det går udover trivslen og 65 pct. at det særligt går udover de svageste elever.

  • 44 pct. mener, at der i meget høj grad mangler penge til lejrskoler og udflugter.

  • 38 pct. mener i meget høj grad, at der er for dårlige muligheder for efteruddannelse, og 34 pct. mener i meget høj grad, at der er for få penge til undervisningsmateriale.

  • Adspurgt om lærerne har overvejet at søge lærerjob i en anden kommune eller på en friskole pga. mangel på økonomiske ressourcer på deres skole svarer 45 pct. ja og 55 pct. svarer nej.

Kilde: Analysenotat fra Danmarks Lærerforening “Medlemmernes oplevelse af skolernes økonomi”

Ifølge Thomas Gyldal Petersen (S), den afgående formand for Børne- og Undervisningsudvalget i KL, så vil det have store konsekvenser, hvis lærerne mistede tilliden til folkeskolen. Dog ser han, at flere kommuner har opprioriteret området samt at Christiansborg har afsat flere penge.

"Opgaven er jo svær i kommunerne, fordi udgifterne stiger som en konsekvens af, at flere har behov for mere komplekse indsatser, og økonomien er ikke fulgt med i tilstrækkelig grad," lyder det fra Thomas Gyldal Petersen til DR Nyheder.

"Heldigvis er der nogle kommuner, der nu begynder at få mulighed for at styrke folkeskolen, og det kommer vi forhåbentligt til at se mere til i de kommende år, når vi får vendt bøtten og får holdt flere elever i den almene skole," siger formanden til DR Nyheder.

Fik du læst?

Borgmestre udpeger to områder som de vigtigste prioriteter i årets budgetaftaler

Flere kommuner prioriterer folkeskolen

Som NB-Kommune tidligere har skrevet i den løbende dækning af budgetforligene, skrues der væsentligt op for udgifterne til skoleområdet i mange kommuner i 2025.

Danmarks Lærerforenings lokale kredse vurderede i sidste uge, at samlet set tilføres flere midler til folkeskolen i over halvdelen af landets kommuner. Lærerforeningens formand er overordnet positiv over kursen, men i en femtedel af kommunerne sparer man ifølge lærerkredsenes vurdering på området.

Fik du læst?

Lærerforening glæder sig over kursskifte i kommunernes budgetter

Til DR Nyheder skriver Børne- og Undervisningsminister Mattias Tesfaye (S), at han kender til, at mange lærere ønsker yderligere investering i folkeskolen og påpeger, at man har afsat ekstra midler til blandt andet flere bøger og nye faglokaler. Fra 2023 og frem er der for eksempel afsat knap 1 milliard kroner årligt til at ansætte flere lærere, skriver han til mediet.

Sidst opdateret: 04/11/2024 - 11:33

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]