Borgmester Knud Erik Langhoff mener, at en åben kommunikationsstrategi under krisesager kan imødegå frustration hos borgerne.

Borgmester Knud Erik Langhoff mener, at en åben kommunikationsstrategi under krisesager kan imødegå frustration hos borgerne. - Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Har lært af ulykke: Kommune ændrer plan for krisehåndtering efter dilemmafyldt forløb

I Kolding Kommune har man lært af en tragisk sag, hvor dilemmaer mellem at beskytte pårørende og oplyse offentligheden skabte frustration hos borgere. "Procesinformation er bedre end ingen kommunikation," lyder det i ny strategi.

Udgivet: 04/11/2024

Rebecca Mai Nilsson

Redaktør

Del artiklen:

På et møde økonomi- og strategiudvalget i Kolding d. 22. oktober vedtog man nye retningslinjer for, hvordan man fremover håndterer krisesager.

Ifølge borgmester Knud Erik Langhoff (K) har kommunen lært af en tragisk sag tidligere på året, hvor en beboer på bostedet Centervejen døde af forbrændinger pga. af skoldende varmt vand i et spabad, skriver TV Syd.

Mandens familie ønskede ikke, at offentligheden skulle kende til sagen. Det satte Kolding Kommune i en svær situation, og kommunen fik en del kritik for at tilbageholde oplysninger, mens rygterne gik i området.

"Vi oplevede, at der var frustration hos omverdenen over, at de ikke kunne få noget at vide, selvom rygterne gik. Og selvom vi selvfølgelig ønsker at tage hensyn til mennesker, der rammes af tragiske ulykker, så ønsker vi at være åbne og meget mere transparente, og melde ud, så snart vi kan," siger borgmesteren til TV Syd.

Konkret vurdering og åbenhed

Blandt andet står der i de nye principper, at:

"Kolding Kommune udtaler sig på baggrund af fakta (det vi ved på det pågældende tidspunkt). Generelt er det en dårlig strategi at vente med at informere, indtil den kritiske sag er fuldt belyst. Information spredes lynhurtigt, bl.a. via sociale medier, og i mangel på udmelding fra os gødes jorden for rygtedannelser og spekulationer. Procesinformation er bedre end ingen kommunikation."

Der står også, at kommunikation om krisesager altid baseres på en konkret vurdering af den enkelte sag, at sager håndteres med respekt for berørte, og at man ønsker åbenhed og transparens.

Dertil at man kontakter relevante afdelinger hurtigt og at alle potentielt berørte kontaktes.

Nye principper om kommunikation vedørerende håndtering af krisesager

  1. Kommunikation i forbindelse med håndtering af krisesager baseres altid på en konkret vurdering af den enkelte sag.

  2. Kolding Kommune ønsker at håndtere krisesager med åbenhed og transparens – selvfølgelig med den fornødne respekt for berørte enkeltpersoner og persondataregler. Som offentlig myndighed må vi som oftest ikke udtale os om personsager.

  3. Tag hurtigst muligt kontakt til afdelinger, der kan bidrage til vurdering og håndtering af krisesagen. Kommunikation skal kontaktes så tidligt som muligt med henblik på effektiv rådgivning om den kommunikationsmæssige håndtering. Ofte vil det også være relevant at inddrage andre afdelinger som f.eks. HR.

  4. Kommunikation tænkes bredt og handler ikke bare – og ikke altid - om pressemeddelelser og anden massekommunikation til den brede offentlighed. Det er vigtigt hurtigt at danne sig et overblik over berørte målgrupper og vigtige interessenter og sørg for, at de informeres i den rigtige rækkefølge.

  5. Kolding Kommune udtaler sig på baggrund af fakta (det vi ved på det pågældende tidspunkt). Generelt er det en dårlig strategi at vente med at informere, indtil den kritiske sag er fuldt belyst. Information spredes lynhurtigt, bl.a. via sociale medier, og i mangel på udmelding fra os gødes jorden for rygtedannelser og spekulationer. Procesinformation er bedre end ingen kommunikation.

  6. Det aftales snarest muligt, hvem der må udtale sig om den konkrete sag i forhold til de forskellige målgrupper (presse, pårørende, medarbejdere, etc.)

  7. Vores udmeldinger hviler på et fundament af empati og information om, hvad vi gør for at forhindre tilsvarende episoder fremover.

Kilde: Kolding Kommune

Foreslaget blev vedtaget og nu skal principperne skrives ind i de eksisterende retningslinjer.

Sidst opdateret: 01/11/2024 - 11:30

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]