
Bo Hansen og Peter Hansted vil være frontrunners på grøn omstilling. - Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix
Borgmestre vil have statstilskud til grønne færger
To fynske borgmestre vil have et statsfinansering til et grønt færgeprojekt, der vil koste et trecifret millionbeløb.
Udgivet: 22/10/2024
I nær fremtid skal der sejle grønne færger i det sydfynske Ø-hav, så kommunerne kan bidrage til den grønne omstilling. Sådan lyder det fra borgmestrene Bo Hansen (S) og Peter Hansted (S), der på vegne af henholdsvis Svendborg og Ærø Kommune har præsenteret en fælles plan for udskiftningen af de 25 år gamle færger med elfærger for fynske folketingsmedlemmer.
Det skriver kommunerne i en pressemeddelelse.
Borgmesterkollegaerne ønsker statslig hjælp til projektet, der vil efterlade en regning på omkring 700 millioner kroner. De anerkender, at det er en høj omkostning, men mener, at det er en nødvendig prioritering, hvis man skal nå klimamålene i 2030.
"Det kan lyde flot at kalde en investering på små 700 millioner for lavthængende frugter. Men hvad er alternativet? Når vi alligevel står med en flåde, der skal udskiftes, er det fuldkommen oplagt at vælge en løsning, der vil kunne reducere vores klimaaftryk i så betydelig grad, som det er tilfældet med de elektriske færger. Og det, mener vi, bør være af national interesse," siger Peter Hansted og Bo Hansen samstemmigt.
At projektet har national interesse, er Venstres Erling Bonnesen enig i. Han mener, at det er afgørende, at man udskifter dieselfærger med elfærger.
Også Socialdemokratiets Kim Aas ser et behov for, at staten træder til:
"Den grønne omstilling af færgerne skal ikke ske på bekostning af hverken kommunal børnepasning, ældrepleje eller lokale arbejdspladser i turistbranchen," siger det fynske folketingsmedlem.
Hvis det lykkedes kommunerne at få statsfinansiering til projektet, så vil elfærgesejladsen være klar i 2027.
Sidst opdateret: 22/10/2024 - 11:34












































