
Limfjordsfærgerne på Hals-Egense-ruten i Aalborg Kommune er blandt dem, der efter planen skal erstattes med elfærger inden for få år. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Sådan går det med udrulningen af grønne færger
Kommuner og private færgeselskaber modtog i 2021-22 statslige tilskud på i alt 285 millioner kroner til grøn omstilling af færger. For tiden er flere byggerier af nye elfærger i udbud, men nogle kommuner har sat projekterne i bero.
Udgivet: 23/04/2024
Udvalget for Landdistrikter og Øer har fået en oversigt over, hvordan tilskuddet til grøn omstilling af landets mindre færgeruter er fordelt. Puljerne blev etableret i 2021 og '22 og rummede i alt 285 millioner kroner.
Ansøgerne er i overvejende grad kommunerne, der driver færger til de mindre øer, og alle projekter er målet at overgå til el som drivmiddel.
Modtageren af det største tilskud er Ærø Kommune, der har fået tilsagn om godt 70 millioner kroner til hovedruten mellem Ærøskøbing og Svendborg. Det private færgeselskab på Ærø, ÆrøXpressen, der siden 2019 har stået for færgefarten mellem Marstal og Rudkøbing på Langeland, modtog tilsagn om 7,5 millioner kroner fra puljen.
Folketingsudvalget ønsker desuden svar på, om regeringen gør sig overvejelser om at oprette en ny tilskudspulje i den kommende finanslov til mere miljø-, klima- og energivenlige færger.
Dette spørgsmål svarer transportminister Thomas Danielsen (V) dog ikke direkte på:
"Der er med Infrastrukturplan 2035 afsat en færgepulje på 100 mio. kr. fra 2028. Puljen kan medfinansiere tekniske investeringer i lokale færgeruter som f.eks. udskiftning af motorer, større renoveringer samt udskiftning af tonnage," skriver ministeren.
Hvordan går det så i de forskellige kommuner, som har fået tilskud?
På Ærø besluttede kommunalbestyrelsen i december at sende indkøbet af to elfærger til ruten Svendborg-Ærøskøbing i udbud på markedsvilkår. I februar gav Trafikstyrelsen det kommunalt ejede selskab Ærøfærgerne grønt lys til en ændring af projektet, som indebærer muligheden for at bygge færgerne i aluminium frem for stål.
I Slagelse besluttede økonomiudvalget i oktober at indlede udbudsprocessen, der efter planen skal lede hen imod underskrivelsen af en kontrakt i tredje kvartal i år. Elfærgen til Omø skal være klar i 2026, fremgår det af referatet fra mødet i økonomiudvalget.
Projektet om udviklingen af såkaldte standardfærger laves i samarbejde med en række andre kommuner, der har ansvaret for færgedrift til mindre øer. Den valgte model i Slagelse er ifølge kommunen den samme, som blev valgt af Faaborg-Midtfyn, Svendborg, Aalborg og Odder kommuner. Med samarbejdet løfter kommunerne udfordringerne i fællesskab og får besparelser via stordriftsfordele.
Ikke alle kommuner har dog valgt at stævne ud mod en fremtid med fossilfri sejlads. I Kalundborg blev erhvervelsen af elfærger til Sejerø og Nekselø sat i bero i december 2022.
"Beslutningen er truffet, fordi hverken service- eller anlægsramme kan indeholde de udgifter, der vil være forbundet med at anskaffe to nye færger, som reglerne er i dag," meddelte kommunen.
Færgesekretariatet, der hjælper kommuner med færger til øerne, lægger ikke skjul på, at statens økonomiske hjælp er uundværlig for kommunerne.
"De nye grønne færger baseret på el-drift er med ladefaciliteter i land etc., desværre en del dyrere end de hidtidige færger. Derfor er det af stor betydning, at staten har bidraget med grønne færgepuljer. Men skal vi helt i mål, er der også her behov for yderligere assistance til kommunerne," skrev Færgesekretariatets formand, Michel van der Linden, i februar.
Sidst opdateret: 23/04/2024 - 06:46












































