SVM-regeringen samt SF, De Konservative og De Radikale står bag aftalen, hvor en del af pengene blandt andet skal gå til at styrke indsatsen for unge med psykiske eller sociale problemer.

SVM-regeringen samt SF, De Konservative og De Radikale står bag aftalen, hvor en del af pengene blandt andet skal gå til at styrke indsatsen for unge med psykiske eller sociale problemer. - Foto: Kasper Rasmussen, NB-Beskæftigelse

Ny aftale om unge uden job og uddannelse: Kommuner skal indgå lokale partnerskaber

1,3 milliarder kroner over ti år skal løfte 43.000 unge uden job eller uddannelse. Pengene skal blandt andet gå til unge, der har psykiske og sociale problemer, fremgår det af aftale, der stiller krav til kommunerne.

Udgivet: 22/10/2024

Del artiklen:

Et bredt politisk flertal har indgået en aftale om at afsætte over 1,3 milliarder kroner frem mod 2035 for at få flere unge i job eller uddannelse (se fordelingen af pengene længere nede).

SVM-regeringen samt SF, De Konservative og De Radikale står bag aftalen, hvor en del af pengene blandt andet skal gå til at styrke indsatsen for unge med psykiske eller sociale problemer.

"Det er med ydmyghed, at vi adresserer denne gruppe. Der er et stort potentiale, men der er en grund til, at ingen er lykkedes med at knække kurven, siger beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S)" på et pressemøde.

"Vi har blandt andet kigget ned i denne gruppe og set, at knap halvdelen har en psykiatrisk diagnose. Derfor går en stor del af denne aftale på at bygge bro mellem psykiatri og arbejdsmarked.

Aftalen lægger blandt andet op til, at et nyt partnerskab på tværs af "centrale samfundsaktører" skal skabe jobs til denne gruppe af unge.

"Vi er ærlige omkring, at vi ikke løser dette med penge alene. Derfor er partnerskabstankegangen fuldstændig central. Jeg håber, at mange kommuner og lokale virksomheder, der har lyst til at byde ind. I så fald tror jeg på, at vi vil kunne løfte mange af de unge," lyder det fra Ane Halsboe-Jørgensen.

Bygge oven på eksisterende projekter

Partnerskabet, der har fået navnet "Ungeløftet", kommer i høj grad til at involvere kommunerne.

"Det er afgørende for Ungeløftet, at de unge får gavn og glæde af den tværgående indsats, der lægges op til i den samlede aftale," lyder det i aftalen:

"Partnerskabet skal derfor forankres i hele landet gennem lokale partnerskabsaftaler med kommuner, lokale virksomheder, herunder socialøkonomiske virksomheder, civilsamfundsorganisationer mv. Her skal Ungeløftet styrke og bygge oven på de eksisterende initiativer og projekter, der allerede findes i kommunerne, som sammen med virksomheder og civilsamfundsorganisationer hjælper de unge."

"Det er aftalepartiernes ambition, at de lokale partnerskaber udrulles i løbet af 2025," står der videre i aftaleteksten.

De mere end 1,3 mia. kr. i aftalen er fordelt over ti år med de største udgifter i 2027 og 2028.

Stagneret udvikling

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd udgav i maj i år en analyse, der viste, at 42.800 unge i alderen 15-24 år var uden job eller uddannelse i september sidste år. Gruppen omfatter de unge, der ikke har anden uddannelse end folkeskolen, og det svarer til 6,3 procent af de unge i aldersgruppen.

Det tal skal ses i forhold til, at et flertal i Folketinget i 2017 blev enige om, at andelen af de 15-24-årige, der er uden job eller uddannelse, skal bringes ned på 3,5 procent i 2030.

Tilbage i 2016 var omkring 48.000 unge hverken i job eller uddannelse, men efter at det lykkedes at få antallet bragt ned på under 43.000 i 2021, er kurven siden stagneret.

De 15-24-årige, der ikke er under uddannelse eller har et job, går også under navnet potentialegruppen.

/ritzau/KR/jn

Sidst opdateret: 24/10/2024 - 09:53

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]